Aalborg

Colaflaske skabte frygt

Rullemarie måtte i aktion i Mølleparken i Aalborg

Af Jens Hukiær jens.hukiaer@nordjyske.dk AALBORG: En colaflaske tapet til to sten med gaffatape så så mistænkelig ud, at Nordjyllands Politi søndag valgte at rekvirere bomberydderne fra artilleriet i Skive Kaserne til at fjerne den bombelignende genstand. Colaflasken tapet til de to sten blev opdaget af en kvinde, der gik tur i Mølleparken på Sønderskovvej bag Aalborg Zoo. Hun valgte straks at anmelde det til politiet. - Der var ingen fare for menneskeliv, men vi valgte ikke at tage nogen chancer, så området har været afspærret i nogle timer, til bomberydderne havde Rullemarie i aktion og fik uskadeliggjort tingesten, konstaterer vagtchef Peter Redder, Nordjyllands Politi. Anmeldelsen kom klokken 10.30 søndag formiddag, og først midt på eftermiddagen var politi og bomberyddere færdige på pladsen. - Bomberydderne skød en vandstråle mod flasken og fik den dermed skilt fra stenene. De kunne så konstatere, at der var tale om en syreagtig væske i Cola-flasken, som nu skal undersøges nærmere af kriminalteknisk afdeling, siger Peter Redder. Vagtchefen roser kvinden, der anmeldte fundet, for at gøre det helt rigtige. - Det var fint, hun alarmerede os. Hellere en gang for meget end en for lidt, og det kan være noget farligt stads at finde eksempelvis for børn, konstaterer Peter Redder, der formoder, at der er tale om drengestreger af den grove karakter. Politiet laver nu en rapport på sagen, men har ikke umiddelbart nogen spor af gerningsmændene.