Colombias præsident giver nobel-millioner til krigsofre

Ofre for borgerkrig i Colombia skal have de penge, som landets præsident fik med Nobels fredspris, siger han.

Ritzau
COLOMBIA-NOBEL-PEACE-SANTOS Foto: Scanpix/Juan David Tena
Udland 9. oktober 2016 23:12 - Opdateret 9. oktober 2016 23:14

Der følger flere millioner kroner med Nobels fredspris, og de penge vil prisens seneste modtager, Colombias præsident, donere til krigsofre i landet.

Under sin første rejse, efter han blev tildelt prisen på otte millioner svenske kroner, har Juan Manuel Santos sagt, at pengene skal gå til fonde og organisationer, som hjælper ofre for årtiers borgerkrig i Colombia.

- Nobels fredspris tilhører colombianerne. Specielt dem som har lidt under krigen, skriver han på Twitter.

Beslutningen har han truffet i samråd med sin familie, siger han ifølge avisen El Colombiano.

Santos deltog søndag i en ceremoni i byen Bojayá, hvor flere end 100 colombianere blev dræbt af oprørsgruppen Farc under en massakre i 2002.

Præsidenten fik prisen for sine "stålsatte bestræbelser" på at stoppe den væbnede konflikt, der har stået på i 52 år.

Efter fire års forhandlinger underskrev han i september en fredsaftale med Farc. For Farc satte oprørsgruppens leder, Rodrigo Londono, sin signatur på dokumentet.

Men aftalen blev til stor overraskelse for regeringen afvist med et smalt flertal ved en folkeafstemning.

Juan Manuel Santos sagde før weekenden, at han trods resultatet mener, at man er meget tæt på en ny aftale, der vil sætte punktum for konflikten.

Flere end 200.000 mennesker har mistet livet under borgerkrigen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...