EMNER

Color Line har vækst på alle ruter

Hirtshals-Larvik sætter rekord med 28 procent flere passagerer.

Super Speed færgerne har skabt super speed vækst, konstaterer Color Lines adm. direktør Henrik Renneberg. Arkivfoto

Super Speed færgerne har skabt super speed vækst, konstaterer Color Lines adm. direktør Henrik Renneberg. Arkivfoto

Danmarks største passagerrederi Color Line kan notere en vækst i antallet af passagerer på alle ruter, viser tallene for 2008. Størst var væksten på ruten mellem Hirtshals og Larvik med over 131.000 passagerer. Det svarer til en stigning på 28 procent. Rederiets øvrige ruter har noteret en fremgang på mellem 5 og 20 procent. Ialt transporterede rederiet knap 4,1 millioner gæster i 2008. Heraf blev de 1,6 millioner transporteret mellem Danmark og Norge. - At Larvik markerer sig med den største vækst er udtryk for, at byen er gateway til den østlige del af Norge og de skidestinationer, som er kendt af de fleste danskere, fortæller Henrik Renneberg, der er administrerende direktør for Color Line Danmark. Fremgang fortsætter At dømme efter booking-tallene for første kvartal i år fortsætter fremgangen. Tallene viser en vækst på 25 procent til Larvik og 6 procent til Kristiansand. Color Lines vækst hænger sammen med, at rederiet i fjor indsatte to "SuperSpeed"-færger på ruterne fra Hirtshals til henholdsvis Kristiansand og Larvik. Med færgerne er kapaciteten for fragt og passagerer mangedoblet. Fragt af gods viser en stigning på mere end 3.600 trailere (fragtenheder) til 168.284 i 2008. Det svarer til en vækst på ca. to procent forhold til året før. De flotte tal for Color Line hænger også sammen med konkurrenternes vanskeligheder. I oktober indstillede Kyst Link sin trekantsrute fra Hirtshals til Langesund og Strømstad, og Fjord Line indstillede sin Norges-rute fra Hanstholm.