Hirtshals

Color Line klar til sommer

Vinteren er knap nok forbi, men alligevel er det tid at se frem på sommeren. Det gør man hos rederiet Color Line, der sejler fra Hirtshals til Norge. Color Line, som hver sommer sender 80.000 danskere til Norge, har netop sendt sommerkataloget på gaden. En af årets nyheder er ”Color Select”, hvor rederiet har udvalgt nogle af Norges særlige helt specielle perler, som ikke tidligere har haft danskernes bevågenhed. - Color Select er for dem, som vil opleve Norge ud over det sædvanlige. Vi har udvalgt fire helt særlige destinationer, som byder på enestående oplevelser. Danskerne kan f.eks. vælge et livsnyderophold på et eksklusivt designerhotel bygget delvist ud til Larvikfjorden med egen mineralholdig kilde og spa- og wellnessoplevelser – eller prøve at bo i et 200 år gammelt stykke kulturhistorie i traditionelle træhuse med græstørv på taget, hvor enkeltheden og den specielle atmosfære er i fokus, uden at der mangler moderne komfort, fortæller Henrik Renneberg, adm. direktør i Color Line. I år er sommerkataloget kortlagt efter ”Hvad kan jeg lave” med forslag til oplevelser og aktiviteter, uanset om man vil til højfjeldet, søger mere familievenlige fjeldoplevelser eller er til miniferie. For mange børnefamilier er Norge et attraktivt feriested p.g.a. den korte rejsetid og de store naturoplevelser. Color Line har særlige pakkeløsninger til børnefamilierne, hvor udgifter til såvel mad, aktiviteter og indkvartering er inklusive, så man på forhånd ved, hvad hele ferien kommer til at koste.