Virksomhedsøkonomi

Color Print leverer varen

Halvårsresultat på 11,6 mio. kr.

VADUM:Med et resultat på 11,6 mio. kr. før skat i første halvår er trykkerikoncernen Color Print i Vadum i fuld gang med at opfylde forventningerne til året som helhed. Resultatet, der er 1,9 mio. kr. bedre end i samme periode sidste år, er kommet i hus til trods for, at trykkeriet i april blev ramt af en omfattende brand, som beskadigede to at virksomhedens trykkerimaskiner. Bestyrelsen betegner halvårsresultatet som tilfredsstillende og fastholder forventningerne om en resultat før skat på 20-25 mio. kr. for året som helhed. Omsætningen er på 234 mio. kr. eller godt otte mio. kr. mere end i samme periode sidste år. På kort sigt er der dog lagt op til markant højere tal i de kommende år. 1. oktober overtog Color Print Phønix-Trykkeriet Århus A/S, der hidtil har haft en årlig omsætning på 90 mio. kr. Kort efter lagde Vadum-virksomheden op til en markant udvidelse af maskinparken med køb af en 32-siders rotationsmaskone. Denne vil dog først være klar til produktion næste efterår. Endelig har koncernen indledt byggeriet af et 2000 kvadratmeter stort bogbinderi. Color Prints ekspansive linie har dog ikke hidtil formået at gøre indtryk på investorerne. I øjeblikket handles aktien til kurs 146. På sit højeste i år, som var i februar, lå kursen på 180.