Comeback i Vild med dans: Her er Elmings erstatning

Sarah Grünewald skal udgøre værtsduoen med Christiane Schaumburg-Müller, som vender tilbage i "Vild med dans".

Ritzau
TV2 har fundet erstatningen for Claus Elming. Det er Christiane Schaumburg-Müller, som vender tilbage som værtinde. Foto: Scanpix/Camilla Rønde
Kultur 1. marts 2018 11:27 - Opdateret 1. marts 2018 11:46

Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald skal stå i spidsen som værtinder i "Vild med dans".

Det annoncerer TV2 på et pressemøde torsdag formiddag.

Dermed vender Christiane Schaumburg-Müller tilbage som værtinde. I sæson syv, otte og ni stod den 36-årige tv-værtinde og iværksætter i front for programmet sammen med Claus Elming.

Det er første gang i programmets historie, at der bliver to kvindelige værtinder.

TV2's underholdningsredaktør, Thomas Richardt Strøbech, lover over for tv2.dk derfor masser af glimmer, glamour og girl power.

- Ved at sætte præcis Sarah og Christiane sammen slår vi en helt ny tone an for programmet. De er kloge, spontane og supergodt selskab, og jeg er sikker på, de får en fantastisk dynamik, som vil løfte "Vild med dans", siger han til tv2.dk.

Christiane Schaumburg-Müller erstattede i 2010 Andrea Elisabeth Rudolph som værtinde og stoppede i 2012 efter tre sæsoner.

Sarah Grünewald, som erstattede Christiane Schaumburg-Müller fra sæson ti i 2013, har været dansekonkurrencens kvindelige værtinde siden og skal nu udgøre værtsduoen med Christiane Schaumburg-Müller, som altså gør comeback.

Efter 12 sæsoner i front som programmets mandlige vært oplyste Claus Elming i slutningen af februar på det sociale medie Twitter, at det nu var slut.

Over for tv2.dk uddybede den 48-årige tv-vært exittet.

- Vi havde et møde med TV2, hvor de løftede sløret for planerne for "Vild med dans" fremover, og vi blev enige om at gå i hver sin retning. Hvad planerne for programmet er, kan jeg ikke afsløre, men det indebærer, at jeg giver faklen videre, sagde Claus Elming til tv2.dk.

Claus Elming begyndte som vært på programmet i 2006, hvor programmets tredje sæson kørte.

Først var han makker med Christine Lorentzen, dernæst med Andrea Elisabeth Rudolph, så Christiane Schaumburg-Müller og senest med Sarah Grünewald.

Nu er det altså Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller, som udgør værtsduoen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...