Computer fra AAU ud i rummet

Studerende fra Aalborg Universitet får en computer med i rummet, når russerne sender en studentersatellit kaldet Baumanetz af sted i slutningen af 2005.

Satellitten er på 100 kilo, og den er dermed halvanden gange så stor som Ørsted satellitten. Den russiske satellit har blandt andet kameraer med, der kan levere live billeder af jorden, samt forskellige instrumenter, der skal teste et spejlreflekssystem, der måler satellittens højde over jorden. Efter en vellykket opsendelse af den første studentersatellit i 2003 har Aalborg Universitet fået mange opgaver med at lave elektronik i miniatureformat til satellitter. - Lige siden opsendelse af vores lille satellit har vi fået henvendelser fra nær og fjern om samarbejde indenfor satellitudvikling, siger projektleder på computeren, adjunkt Dan Bhanderi. Den russiske satellit er kun ét blandt flere internationale projekter, som ingeniørstuderende i Aalborg er med i. Et andet projekt er en stor studentersatellit fra Det Europæiske Rumfartsagentur, ESA. Ifølge Dan Bhanderi betyder det meget for universitetet at være med i et projekt som dette, da det giver de studerende en stor motivation. - Jeg mener, at vi uddanner nogle af de bedste ingeniører, da de studerende ikke bare arbejder teoretisk, men med virkelige projekter, siger Dan Bhanderi. Udover at de studerende kan få afprøvet deres computer i rummet, modtager Aalborg Universitet 5000 dollars i støtte til efterfølgeren, som skal sendes op i starten af 2006.