Trafikulykker

Computer genskaber grim ulykke

En bil kørte i høj fart ind i en rundkørsel - et såkaldt Crash-program skal afsløre farten

SÆBY:Dagen efter nytårsaften gik det rigtig galt for en 18-årig mand fra Sæby Kommune. Med omkring seks øl i blodet kørte han direkte ind i en rundkørsel ved Østkystvejen/Aalborgvej, hvorefter bil og fører svævede i luften. Bilen lander hårdt og glider på taget hen ad asfalten og ender 150 meter fra rundkørslen. Den 18-årige kom slemt til skade ved ulykken og har i dag flere mén. Frederikshavn Politi mener, at den unge mand har kørt cirka 160 kilometer i timen, men den da den 18-årige intet husker - hverken før eller efter ulykken - nægter han sig skyldig i at have kørt for stærkt. Dagens vigtige vidne var en bilinspektør, der kunne afsløre et helt nyt computerprogram - et såkaldt Crash-program, der så at sige er i stand til at genskabe ulykken på skærmen. Alle relevante data, som bilens vægt, mærke, vejrforhold, afstand fra rundkørsel til den forulykkede bil og meget andet tastes ind i computeren, der ender med at vise en lille film. - Efter vore beregninger har manden kørt mellem 150 og 170 kilometer i timen, slog bilinspektøren fast. En del af retssagen blev meget teknisk, idet den 18-åriges forsvarer skabte en del tvivl om udregningerne i computerprogrammet. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det for forsvareren handler om at få farten ned under 130 kilometer i timen, for så undgår den 18-årige at miste kørekortet et år ekstra. Med 150 km/t, er farten nemlig overskredet med mere end 60 procent, og så falder politiets hammer for alvor. Sagen blev udsat, så forsvareren får mulighed for at stille bilinspektøren endnu flere spørgsmål.