Computere skal være trækplaster

Hjallerup Billardklub har udvidet med en internetcafé. Den skal lokke unge spillere til klubben

Julie Lykke Poulsen
Søstrene Britt og Sarah Hansen er blevet slæbt med i billardklubben af deres far. De har allerede fået hver sit login og fundet yndlingshjemmesiderne frem.Foto Peter Broen
Arbejdsløshed 15. januar 2007 05:00

HJALLERUP: Hjallerups første deciderede internetcafé åbnede i lørdags. Det er billardklubben, som fik ideen, og som lægger lokaler til. Klubben vil gerne bruge internetcafeen til at lokke flere unge mennesker ned i deres lokaler. - De kan måske være med til at få lidt liv i klubben, siger Niels Jørgen Hansen, som er instruktør i billard og aktiv i klubben. Han viser fem splinternye computere frem, som står i et sidelokale i billardklubben med direkte udsyn til de grønne poolborde gennem en glasrude. - Vi vil gerne have nogle unge i klubben. Vi har et divisionshold, og måske kan vi få unge talenter til at overtage, siger Niels Jørgen Hansen og fortsætter: - Nogen går måske ud og spiller billard, hvis computerne ikke er ledige. Derfor skal det også være billigt for de unge at have medlemskab til både billardklub og internetcafé samtidig. Ideen til internetcafeen dukkede første gang op sidste forår. Inspirationen er især kommet fra Asaa Billardklub, som har haft succes med noget lignende. Selvom computerne skal lokke unge ned i billardklubben, skal alle andre også kunne bruge faciliteterne. - Vi har også en kortklub i vores lokaler. De vil gerne spille kort over internettet, siger Niels Jørgen Hansen. Indtil videre er der fem computere, men de vil gerne have flere, hvis internetcafeen bliver en succes. - Vi har også mulighed for at bryde en væg ned og lave en separat indgang, hvis det bliver aktuelt, siger bestyrelsesmedlem Aage Andersen. Internetcafé er blevet godt modtaget, og 12 har allerede tilmeldt sig. Men her stopper billardklubbens ideer ikke. - Måske kunne vi også tilbyde undervisning i computere for de gamle billardspillere, siger Niels Jørgen Hansen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...