Computeren kan give grøn stær

KØBENHAVN: For første gang mener videnskaben at kunne dokumentere, at meget arbejde foran computerskærmen øger risikoen for at udvikle øjensygdommen grøn stær, der kan føre til blindhed. Det skriver gratisavisen Urban. Ifølge The Times deltog mere end 9000 japanere i en undersøgelse på Toho University School of Medicine - og af den halvdel, der gennem mange år havde siddet længe foran skærmen, fik mere end 500 konstateret unormale ændringer i øjnene - heraf havde 200 udviklet grøn stær. Og forskerne konkluderede, at nærsynede, intensive computerbrugere havde hele 74 procent større risiko for at få sygdommen end dem, der brugte kort tid ved datamaten. - Det her er bestemt ikke uinteressant forskning. Vi ved, at nærsynede i forvejen har en øget risiko for at udvikle grøn stær, men at man måske øger risikoen yderligere, ved at sidde længe foran en computerskærm, er nyt for os. Men jeg tror da, der er noget om det, siger overlæge Carsten Edmund fra Rigshospitalets Flyvemedicinske Klinik til avisen. /ritzau/

Forsiden