Aalborg

Computerfesten er blevet mindre

Der bliver - traditionen tro - arbejdet hårdt ved computertasterne i Messecenter Aars i juledagene.

Skudsalver er en hverdagsbegivenhed og blodige nedslagtninger ren rutine, når kultspillet Counterstrike glider over skærmen. Men forandring er der alligevel. I en halv snes år sugede computerfesten The Party næsten per automatik tusindvis af unge fra adskillige lande til Aars, hvor festen gik i cyberspace i tre juledage. I efteråret besluttede baglandet bag The Party at lukke festen. Opbakningen var for lille, og gejsten var væk. Det er derfor på alle måder under mere beskedne forhold, at computerne og spillerne 2. juledag indtog Messecenter Aars' hal 1, hvor de spiller, indtil det hele slutter senere i dag. Der er langt fra de 3000 deltagere i The Partys velmagtsdage til de 60-70 deltagere i "Fatal Error Junior" som efterfølgeren hedder. - Vi havde håbet på 150 deltagere, indrømmer Lasse Bang Mikkelsen, som er ansvarlig for arrangementet. Hovedsagen var dog ikke at lave en computerfest af The Party-dimensioner, men at lave et hyggeligt træf for dem, der ikke kan undvære at spille i julen. Lasse Bang Mikkelsen er heller ikke overbevist om, at Fatal Error vender tilbage næste jul. - Jeg er ikke sikker på, at tidspunktet er det rigtige, siger han. Normalt holder foreningen Fatal Error sine to årlige computertræf på andre tidspunkter af året. Det foregår også i Messecentret og trækker små tusind spillere til Aars.