Computerklub åbner i nye lokaler

Fire års midlertidigt ophold i en fugtig kælder er slut - gad ikke vente på kommunen længere

EMNER 26. september 2002 08:00

FJERRITSLEV: Medlemmerne af computerklubben Boxen begynder i weekenden at indrette sig i nye lokaler på Østergade 16 i Fjerritslev. Dermed er en gammel drøm om tørre overjordiske lokaler ved at gå i opfyldelse. Klubben har i fire år holdt til huse i kælderen under Han Herred Naturcenter, hvor dårligt klima og gentagne oversvømmelser har kostet klubben penge og besvær og tvunget den til at lukke i en længere periode. Siden den sidste oversvømmelse i begyndelsen af august har medlemmerne og kommunen ledt efter nye egnede lokaler. Flere forslag er blevet afvist på grund af for dyr husleje. Folkeoplysningsudvalget behandlede 17. september en ansøgning om tilskud til husleje for lokalerne på Østergade på 3.000 kroner om måneden, men klubben har endnu ikke fået svar. Computerklubben er træt af at vente og har nu besluttet sig for at underskrive lejekontrakten og flytte ind i de nye lokaler allerede i weekenden, oplyser medlem af klubbens bestyrelse Ulrik Jensen. Da klubben startede op for fire år siden, fik de lokalerne i kælderen under naturcenteret som en midlertidig løsning. I april i år henvendte klubben sig til kommunen for at finde en løsning med nye lokaler. Siden har kælderlokalet på naturcenteret været oversvømmet to gange. Den ene gang med efterfølgende skader for 13.000 kroner på foreningens computerudstyr, og den anden få dage efter at lokalerne var blevet sat istand igen. Klubben har nu været lukket i næsten to måneder, mens den søger efter et nyt hjem. - Vi kan ikke gå og vente mere. Vi har mange medlemmer, der er trætte af, at vi ikke har åbent. Det er synd, at de ikke kan komme til at dyrke deres hobby, siger Ulrik Jensen, der frygter, at klubbens 30 medlemmer begynder at falde fra. På mødet 17. september besluttede folkeoplysningsudvalget, at computerklubbens hidtidige huslejetilskud på 1.900 kroner om måneden bliver opretholdt resten af året, oplyser udvalgsmedlem Niels Jørgen Godiksen (V) til avisen. Fordi klubben i perioder har været lukket, betyder det, at tilskuddet faktisk dækker foreningens husleje året ud, uden at tilskuddet bliver hævet. Grunden til, at computerklubben endnu ikke har fået svar, er, at lokaletilskuddene for 2003 først bliver fordelt til december, og udvalget derfor ikke kan give tilsagn om støtte i 2003. Forvaltningen er i øjeblikket i gang med at undersøge mulighederne for at give klubben et realistisk bud på tilskuddets størrelse i 2003, fortæller Niels Jørgen Godiksen, som lover at foreningen får svar hurtigst muligt, måske allerede i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...