EMNER

Computerstyret tv REVOLUTION: Paraboler og kabel-tv får snart konkurrence af hurtigt internet

AALBORG:Den nye film-kanal fra TV 2 er blot en lille forsmag på, hvad fremtiden vil bringe rent tv-mæssigt. Der er en revolution i vente. En revolution der meget vel kan gøre paraboler overflødige, og give antenneforeningerne kamp til stregen. Og som på et tidspunkt vil overflødiggøre kanaler som f.eks. TV 2's nye filmkanal. Det forudser medieforsker Ole Prehn fra Aalborg Universitet. I centrum for revolutionen kommer computerne til at stå kombineret med hurtige internetforbindelser. - Det er noget af det, vi har snakket om i mange år, men nu er teknikken her, siger han. Nu mangler man bare at priserne kommer ned på et niveau, som danskerne vil betale. Ifølge Ole Prehn er teknikken allerede nu så let at gå til, at de fleste kan være med. Ved at lade al tv - og radio for den sags skyld - køre ind via internettet og computeren er man med ét slag fri for, at andre styrer, hvilke kanaler der skal vises på skærmen. Det bestiller man hjemme fra computeren, som så sender programmet videre til den eller de skærme, den har tilsluttet. Man nøjes med at abonnere på de kanaler, man finder interessante. Og har familien lyst til at se en film, ja så trækkes den også bare hjem via internettet og computer. Det at hver familie selv bestemmer, hvad der skal vises på skærmen betyder, at der bliver plads til langt flere smalle kanaler. Lidt ligesom man ser i dag, i den trykte magasin-presse, hvor der findes magasiner om stort set alt - lige fra bryllupper over babyer til boligindretning.