Comtessen fra 2003 er den perfekte vin

21 årgange fra det berømte Pauillac-slot er en oplevelse for livet

Her er hele flok­ken op­mar­che­ret. Pri­sen for så­dan et sæt er ikke så in­te­res­sant, bl.a for­di det jo bare er vin, som skal drik­kes. Hel­dig­vis er det det egent­li­ge for­mål med langt den stør­ste del af vin­pro­duk­tio­nen. Men vil man lave så­dan et smag­ning, vil ud­gif­ten nok ikke lig­ge un­der 25.000 kr.

Her er hele flok­ken op­mar­che­ret. Pri­sen for så­dan et sæt er ikke så in­te­res­sant, bl.a for­di det jo bare er vin, som skal drik­kes. Hel­dig­vis er det det egent­li­ge for­mål med langt den stør­ste del af vin­pro­duk­tio­nen. Men vil man lave så­dan et smag­ning, vil ud­gif­ten nok ikke lig­ge un­der 25.000 kr.

Solen skinnede varmt på en af årets bedste forsommerdage, da vi kom. Da vi gik, skinnede månen næste fuldt. Jeg havde heldigvis spyttet de ædle dråber ud, så der var styr på balanceapparatet og lys i sindet. Vi havde smagt 21 årgange af Château Pichon-Longueville-Comtesse de Lalande. Det var første gang, jeg smagte så mange fra 2. cru-slottet i Pauillac. Det bliver nok også eneste gang. Somme tider er ens arbejde mere udholdeligt end andre gange. Det er godt, at nogle er så vininteresserede (læs: gale), at de kan finde på at arrangere den slags, og det er godt, at de samme mennesker synes, at det var en god ide, at jeg skulle med. Der var lagt op til en stor aften i selskab med erfarne Bordeaux-kendere. De fleste af vinene kom fra en privat kælder i Aalborg. Enkelte var købt, og en enkelt kom direkte fra slottet. 2004’eren var nemlig en fadprøve, som først tappes på flaske om en måneds tid. Vi kunne næsten ikke holde ud at tænke på, at tre vine, bl.a. en 1947 og en magnum fra 1952 var forsvundet i posten på vej fra en vinhandler i København. Man må håbe, at de formastelige har drukket dem med behørig andagt og ikke bare labbet dem i sig som ordinær vin. Stor koncentration Koncentrationen under smagningen var stor. Vi fik tre vine i hvert sæt uden at kende årgangene. Dem skulle vi gætte. Den slags er svært. Det er jo bare en selskabsleg - men man vil jo gerne ramme nogenlunde rigtigt. Vi klarede os pænt, synes vi selv. Jeg havde halvdelen rigtigt, omtrent lige som de andre deltagere. Med det mest spændende var, hvordan vinene klarede sig. Ved den slags gælder det om ikke at lade sig overmande af stemningen. Der kan være en tendens til at give lidt for høje point, fordi vinen har klaret sig i mange år. Der skal gives point for dagsformen, ikke for udholdenhed. Der holdes streng disciplin under smagningen. Man skal holde sin mund, indtil alle er nogenlunde færdige med at smage, og resultatet skal noteres. Først derefter må der tales. Man lader sig nemlig let påvirke af, hvad de andre mener. Sikker vurdering Som altid var der stor uenighed om nogle af vinene. Men når det hele lægges sammen, har man en sikker bedømmelse af vinene, som de var den aften i sidste uge. Hvis man smager selv og sammenligner med vores bedømmelse, kan resultaterne afvige betydeligt på de ældre årgange, fordi flaskerne kan være meget forskellige i udviklingen afhængig af, hvordan de har været opbevaret. De yngere vine kan man regne mere sikkert med. Jeg gav flest point til 2003. Den var perfekt. Der var ekstremt varmt i Frankrig, ja i hele Europa, det år. Jeg var selv forbi slottet, da varmen satte ind i slutningen af juni. Solen bragede ned, og det var virkelig varmt. Sådan fortsatte det hele sommeren. Mange franskmænd døde af væskemangel. I vinmarkerne var den også gal mange steder, men hvor jordbunden kan indeholde tilstrækkeligt vand til at forsyne vinstokkene, selv om det ikke regner i lange perioder, bliver resultatet fantastisk, men det krævet dygtighed. Nogle franske vine fra det år fik et oversøisk præg med en ukarakteristisk sødme og fylde. Det kan smage godt, men det er ikke den slags vi går efter i de store klassikere fra Bordeaux. Vi vil have klasse, personlighed, stil, storhed og gode mindelser om dengang, da verdenen endnu ikke var af lave og 3 liters Bag-in-Box slet ikke var tænkt på. Vi vil også have årgangsvariationerne. Ingen årgange er ens, selv om de kan sammenlignes. Derfor er sådan en række en fantastik oplevelser og en kæmpe udfordring. Det er smagning på højt niveau. På Château Pichon-Longueville-Comtesse de Lalande var der i 2003 ikke den mindste slinger i valsen. Den årgang var det tætteste, man kommer på det perfekte. Den ældste vin var fra 1955. Typisk fra sådan en fin, gammel Bordeaux var duften fyldt med alderens sødme med små, fine detaljer. Det lugter vidunderligt, men det kniber ofte med at holde fast i det høje niveau i smagen.