EMNER

Connie tilbage på gården

Sidste år blev Per Stig Møller hyldet af det konservative bagland. I år er det miljøministerens tur

KØBENHAVN:Klapsalverne ville ingen ende tage, da udenrigsminister Per Stig Møller (K) sidste år besteg talerstolen på det årlige Konservative Landsråd. Det var lige i kølvandet på den omdiskuterede film "Fogh bag facaden", og det konservative bagland var godt trætte af den måde, statsministeren havde behandlet deres udenrigsminister på. I det hele taget emmede landsrådet af, at baglandet var ret trætte af den liberale storebrors ageren i regeringen. På denne weekends landsråd i Bella Centeret i København bliver stemningen anderledes positiv. Ikke nok med, at alt ånder fred og idyl mellem V og K, og at de konservative har sat sig på det værdipolitisk vigtige familieområde. Connie Hedegaard er også tilbage "på gården" efter mange år uden for politik. Det betyder ikke bare en ekstra ministerpost til de konservative, og en stærk profileringspind i forhold til miljøet. Det betyder også en vigtig fornyelse i den konservative profil henimod det bløde og midtersøgende image, som Bendt Bendtsen allerede lagde op til sidste år, men som ikke rigtig slog igennem. Det kan en stærk kommunikator som Connie Hedegaard hjælpe på vej. Derfor vil den hjemvendte konservative dronning blive mødt med jubel i weekenden. Et nyt image betyder dog ikke, at konservativt hjerteblod i form af en slanket offentlig sektor og flere skattelettelser forsvinder. Tværtimod vil en fjernelse af topskatten være et af de velkendte slagnumre i den kommende valgkamp og vil helt sikkert også blive luftet i morgen. Sidste år blev landsmødet splittet i en diskussion om lukkeloven. I år er der ikke så meget, der splitter. Men det meste af tiden vil gå med at rose og klappe hinanden på skuldrene.