Contador nærmer sig karrierestop

Den spanske cykelstjerne kan snart se enden på sin cykelkarriere

Alberto Contador kan snart se enden på sin karriere. Foto: LIONEL BONAVENTURE/Scanpix

Alberto Contador kan snart se enden på sin karriere. Foto: LIONEL BONAVENTURE/Scanpix

MADRID:Cykelstjernen Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) regner med at indstille karrieren i 2016, men karrieren kan allerede være forbi efter i år.

Den 32-årige spanier er i gang med sit sidste kontrakt-år hos Bjarne Riis, og lige nu er det uvist, hvad der skal ske bagefter.

- Jeg kan ikke forestille mig, at jeg fortsætter efter 2016. Det er sikkert, at jeg kører i år, men jeg kan ikke udstede nogen garanti omkring næste år. I år er måske mit sidste, siger Contador ifølge AFP på et pressemøde mandag.

Drømmer om toppen

I mandagens udgave af den spanske avis El Mundo fortæller cykelstjernen, at han drømmer om at slutte karrieren med et topresultat.

- Det er fortsat min drøm at slutte karrieren på toppen med at vinde et stort løb, siger han.

Derfor lukker han heller ikke helt døren for, at han rent faktisk kan forlænge karrieren til efter 2016.

Meget kan ske

- Der kan ske mange ting. Hvis jeg eksempelvis styrter i Touren i 2016 og må udgå.

- Sådan en afsked har jeg ikke lyst til at få, siger han til El Mundo.

Alberto Contador indleder 2015-sæsonen onsdag med etapeløbet Ruta del Sol.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.