Contador truer med at droppe Tour de France

Riis-mandskabets cykelstjerne lægger pres på UCI for at få 2013-licens. Tomme trusler, siger ekspert

Contador vil vide om han komme til at køre Tour de France. Foto: Scanpix

Contador vil vide om han komme til at køre Tour de France. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Hvis ikke Bjarne Riis' cykelhold får World Tour-licens for den kommende sæson, vil Alberto Contador boykotte næste års udgave af Tour de France.

Sådan lyder truslen fra pedalstjernen på det danskejede cykelhold Team Saxo-Tinkoff, som dermed kaster sig hårdt ind i kampen om den vigtige licens for 2013.

- Jeg vil have en 100 procents garanti for, at holdet kører Touren. Hvis jeg først får besked to måneder før, kommer jeg ikke, siger Alberto Contador til den franske tv-station France2, skriver BT.

- Jeg er nødt til at forberede mig ordentligt for at vinde. Hvis ikke jeg har tid nok, til at både jeg selv og holdet kan lave den rigtige træning op til, så vil jeg ikke køre Touren, tilføjer cykelstjernen.

Den internationale cykelunion (UCI) overvejer i øjeblikket, hvilke hold der skal have World Tour-licenser for 2013 og som sikrer deltagelse i alle de store cykelløb - blandt andre Tour de France.

Team Saxo-Tinkoff vil uden en licens være afhængig af en wildcard-invitation fra arrangørerne.

Når holdet trods Alberto Contadors sejr i Vueltaen ikke kan være sikker på at få licens, skyldes det, at spanierens mange World Tour-point ikke tæller i den sammenhæng, fordi han tidligere på året blev kendt skyldig i doping.

Truslen fra Contador har dog sandsynligvis ikke den store betydning, vurderer Thomas Bay, der er cykelekspert på Eurosport.

- Det er rent politisk pres. Det er et signal fra hele holdet og Bjarne Riis om, at man synes, at man bør have den licens. De forsøger at lægge pres på UCI via hans udtalelser, siger Thomas Bay til BT.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.