Container udbrændt

En container på en byggeplads udbrændte totalt indvendigt natten til fredag.

Da Mariagerfjord beredskab ankom til byggepladsen på Hadsundvej 4 omkring klokken 2.00, havde ilden allerede godt fat. Containeren var indrettet som en såkaldt velfærdscontainer og fungerede blandt andet som omklædningsrum for arbejderne på byggepladsen. Politiet mener, at ilden var påsat, og at det skete i et forsøg på at slette sporene efter et tyveri. Der var tydelige tegn på indbrud i containeren, og vicepolitiinspektør, Ole Kristensen, fra Nordjyllands Politi siger, at gerningsmanden øjensynligt har forsøgt at få fat i en nøgle til en værktøjscontainer, som står på samme byggeplads. Årsagen til, at containeren alene udbrændte indvendigt er, at den indvendig havde en trækonstruktion, mens containerens ydre består af en mere brandsikker stålkonstruktion. Om der er en sammenhæng mellem branden på Hadsundvej 4 og hærværket mod en gravemaskine på Hadsundvej 2, ved man ikke med sikkerhed, men Ole Kristensen siger, at det ikke kan udelukkes.

Forsiden