Conte forventer endnu mere fra Eriksen efter første ligamål

Christian Eriksen kan gøre det meget, meget bedre i Inter, mener klubbens cheftræner, Antonio Conte

Christian Eriksen var på pletten med en scoring, da Inter mødte Napoli søndag aften.

Christian Eriksen var på pletten med en scoring, da Inter mødte Napoli søndag aften.

MILANO:Inter-cheftræner Antonio Conte glæder sig over Christian Eriksens udvikling. Han forventer imidlertid endnu mere fra den danske landsholdsspiller.

Det siger han efter søndagens opgør, hvor Eriksen scorede sit første ligamål i sæsonen i Inters uafgjorte kamp mod Napoli.

- Vi har på flere måder prøvet at få ham til at falde til, og vi har prøvet ham af i forskellige roller. Jeg ved, han kan gøre det meget, meget bedre endnu, siger han ifølge det italienske medie Football Italia.

Christian Eriksen skiftede til Inter i januar sidste år. I begyndelsen lignede det dog ikke den succes, han havde håbet på. Antonio Conte placerede således ofte Eriksen på bænken.

Situationen har imidlertid ændret sig i 2021, hvor Eriksen har været fast mand siden midten af februar.

- Det ændrede sig, da jeg fik tid til at arbejde med ham. Jeg havde brug for, at han forstår, at der er både forsvar og angreb i fodbold.

- Det tog ham noget tid at tilpasse sig den meget taktiske fodboldstil, vi har i Italien, siger Antonio Conte.

Søndag kulminerede den opadgående kurve, da Christian Eriksen scorede sit første ligamål i sæsonen. Han udlignede til 1-1 mod Napoli og sørgede således for, at Inter fik point.

- Han bliver mere og mere aggressiv, og han viser højere intensitet, hvilket har været godt for hele holdet, siger Antonio Conte.

Christian Eriksen har været i startopstillingen i otte ud af ti Serie A-kampe siden midten af februar. I alt har han optrådt i 20 kampe i den italienske liga i den igangværende sæson.

Inter er godt på vej mod det italienske mesterskab. Klubben er således på førstepladsen med ni point ned til bysbørnene fra AC Milan.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.