Continentals til Blokhus

Søndag 17. august bliver der lejlighed til genhør med den smittende glade showgruppe Continental Singers på Torvet i Blokhus.

Unge fra mange lande spreder det kristne budskab gennem rock og gospel. Her fra en koncert i Blokhus. Arkivfoto: Lars Pauli

Unge fra mange lande spreder det kristne budskab gennem rock og gospel. Her fra en koncert i Blokhus. Arkivfoto: Lars Pauli

Det er igen Kaas Frikirke, der arrangerer den gratis koncert med den internationale sang- og musikgruppe sammen med andre kirkesamfund, og går det som tidligere, betyder det et fyldt torv. Koncerten i Blokhus er et led i sommerens Danmarksturne med ti koncerter. Gruppen kommer fra aftenkoncert i Strandby Kirke, arrangeret af FDF og Folkekirken, og fortsætter til Horsens. Over alt bringer de unge sangere, dansere og musikere det kristne budskab til rytmisk musik. Årets tema hedder En ny begyndelse. Continental Singers består af omkring 30 unge mellem 16 og 29 år fra flere lande. The Continentals startede med en gruppe med samtidig, kristen musik i 1963. Den fik navnet, fordi den skulle optræde hele vejen over det amerikanske kontinent. Konceptet blev en kæmpe succes. I dag er der ifølge The Continental Singers hjemmeside mere end 70 grupper på tur rundt i verden. De synger på mange sprog og har optrådt over alt i verden. Rejsemæssigt er det blevet til over 1.500 ture og over 25.000 koncerter. Men ud over at sprede det kristne budskab lærer unge fra mange lande og mange kirkeretninger hinanden at kende.