Cooks skib på nye opdagelser

Australsk museumsskib til kaj i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN:Kaptajn Cooks skib "Endeavour" anløber Frederikshavn 3. september. Det var Cook og "Endeavour", der i 1770 opdagede et nyt kontinent, Australien. Kaptajn Cook har forlængst brølet sit sidste Ohøj, så det er i stedet australske Chris Blake, der står på broen af den ny "Endeavour" - en nøjagtig kopi af Cooks skib. Kopien er bygget 1987-1993 i Australien og har siden sejlet verden rundt som museumsskib. Sidste efterår kom skibet for anden gang til England, og da Tordenskjoldsdagenes Jan Michael Madsen hørte er i Europa, inviterede han "Endeavour" til Frederikshavn i Tordenskjoldsdagene. Madsen og Blake blev enige, og tirsdag kom Blake til Frederikshavn for at besegle aftalen og se havnen. Resultatet er, at frederikshavnerne fra den 3. til 8. september kan se et 1700-tals skib, der ikke afviger meget fra nordiske skibe på Tordenskjolds tid. Straks skibet kommer i havn, forvandles dets kamre, lastrum og messer til et museum med udstillinger om Cooks rejser og forlis og om det barske liv, som 1700-tals søfolk levede. Besøgende vil i Frederikshavn blive vist rundt af et korps af frivillige danske guider, som kommandør Jes Thomsen sammensætter. "Endeavour" tager entre af besøgende. I England er entreen 7 pund - 75 kr. En anden vigtig indtægtskilde for skibet er den del af besætningen, som men betaler for at sejle med. Folk med smag for saltvand kan få hyre som besætningsmedlemmer - mod betaling, fortæller kaptajn Blake. Det koster 145 euro - godt 1000 kr. i døgnet at få lov at skure dæk, hive sejl ned og sove i hængekøje på "Endeavour". "Endeavour" er et nonprofit foretagende. Indtægterne, som også omfatter sponsorater, havner i en fond, som driver " Endeavour", og som blandt skal aflønne en fast besætning på 16 mand og betale for skibets vedligeholdelse. Mere om Cooks skib på www.barkendeavour.com.au