Bortførelser

Cool business

Kurt Nørgaard, gidsel i Irak efter Golfkrigen i 1990, er med, når landet skal genopbygges

AALBORG:- Man skal ikke dele arven, inden bedstemor er død. Sådan har Kurt Nørgaard det. I dag konsulent hos Varmekontrol A/S i Aalborg og skulle der vise sig muligheder, når Danmark som en del af koalitionen, der er i krig med Irak, har nået sine mål, er han klar. Han elsker Bagdad. Han elsker irakerne, som er et åbent og venligsindet folk, men lige så indlysende må det være, at hvis du i et langt liv er blevet styret med frygt, så får du et forkvaklet forhold til dine omgivelser. Demokratiet synes ikke lige inden for rækkevidde. - Man bliver frygtsom. Eksemplet kendes fra noget så velkendt som en dansk arbejdsplads, siger han. Kurt Nørgaard mener imidlertid også, at man lige skal spise brød til med hensyn til, hvem der skal stå for genopbygningen og hvornår. Han håber, med streg under håber, at krigen er slut om 14 dage. Og han melder sig gerne som en af dem, der er med til at give den et ryk. Kurt Nørgaard kan lidt af hver som smed og VVS-mand. Han har eventyret i blodet. Så skidt med, at han om to år, 10 måneder og 21 dage går på efterløn efter dansk model, så er han klar. Kurt Nørgaard var et af de omkring en snes danske gidsler, som tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) rejste til Irak for at få ud efter Golfkrigen, da Saddam Hussein havde invaderet Kuwait og skulle slåes tilbage. Med ænder under armen Kun på et tidspunkt følte han sig truet på livet - af en vagt - mens han ventede på at komme ud af landet i november 1990. Med to ænder under armen kom han til den forkerte indgang til boligen, hvor et andet nordjys gidsel boede, nemlig øjenlæge Niels Kalstrup, Aalborg. Kurt Nørgaard var på vej med kødretten til en fælles dansk mortensaften. Til gengæld var han også et af de gidsler, der sagde nej tak til erstatning for tilbageholdelse på et sted mellem 50.000 og 100.000 kr. Han havde aftaler i gang, som kunne give noget af sig, hvis/når han vendte tilbage. Det gjorde han. Han kunne noget med reservedele. Dem var der en voldsom efterspørgsel på og 300.000 kr. ville være i fars egen lomme, hvis en ordre på 1 mio. kr. gik i hus. Det gjorde den ikke. Irakerne havde ingen penge at betale med. Kurt Nørgaard kom til Irak i sommeren 1990 med udsigt til en stille periode i dansk industriferie. På en kontrakt med maskinfabrikken Skiold i Sæby skulle have deltage i opsætningen af et foderanlæg på en kæmpegård, som producerede enorme mængder mælk med hollandsk malkekvæg. Opgaven lød på fire uger. Kurt Nørgaards ophold blev noget længere. De første syv uger fik han sin løn fra Skiold. Han gik derefter over til at arbejde for irakerne med plads til to dage om ugen at arbejde for sig selv i Bagdad. Ingen penge Han havde skabt kontakter, men desværre var der ingen penge til at genoptage samarbejdet. Han mødte også venlige mennesker, som gav af det lidt, de havde: et glas vand eller te, hvis man satte sig på en trappesten i det fattigste område bare for at hvile ben. Herhjemme ville det nok have lydt: "Kan du så komme væk". Hvis nogen tidligere på året i år havde spurgt til hans mening om en eventuel amerikansk krig mod Irak i dag, havde han sagt nej. Nu er hans svar som stadig flere andres 'ja', nu krigen er i gang, med ønsket om at få den hurtigt overstået. Saddam Hussein er en tyran. Dem findes der mange af, når man kigger verden rundt. Men Saddam er ifølge Kurt Nørgaards udlægning særlig interessant på grund af Iraks olie. Hvis USA havde villet noget, kunne de lige så godt have gjort det af med ham i 1990. Da var styrkerne lige så fremrykkede som nu. Da var formålet at få Kuwaits olie fri. Nu er situationen en anden. Der er brug for mere olie. Bush junior er begyndt at tænke på genvalg, USAs økonomi skal bringes på fode. En krig sætter gang i økomien for USA og koalitionsparternerne, og de, der bliver skudt slagmarken, skal ikke have pension. Det er cool business, mener Kurt Nørgaard. Han taler ud fra en god portion livserfaring. Siden Irak-tiden har han arbejdet i Tyskland efter genforeningen mellem de to tysklande og således i det tidligere Østtyskland, hvor han som byggeleder deltog i et projekt for et sjællandsk VVS-firma. Årene var 1991-94. En af opgaverne gik på reetableringen af en sæbefabrik for Henkel. 17 mio DM (små 68 mio. kr.) søgtes hjem i EU-tilskud til at skabe nye arbejdspladser for. I DDR-tiden havde der været 2000 ansatte. Med respekt og forståelse for udvikling og rationalitet blev der på den nye virksomhed plads til 300 medarbejdere i vaskepulverproduktionen og 150 ansatte i opvaskemiddel. Det mest interessante var imidlertid, ifølge Kurt Nørgaard, at tappemaskinerne var brugte. Dem fik man fra Düsseldorf, hvor man lukkede ned.