Cordoba med kuffert

15. september 2002 08:00

Det svarer lidt til at give en 100 meter løber elegante herresko og bowlerhat på. Han kan stadig løbe, men han udsender forvirrende signaler. Sådan er det også med den nye Seat Cordoba - sedan versionen af den rappe Ibiza. Bevares, Cordoba er en flot bil. Men noget af dynamikken i den tidligere Alfa-designer Walter da Silva's spændstige Ibiza går tabt, når der pludselig hæftes en enorm "kuffert" på bagenden. Fordelen er selvfølgelig mere plads. Cordobas bagagerum sluger imponerende 485 liter. Til gengæld er det sværere at læsse, fordi bagklappen er væsentligt mindre end på Ibiza. En sidegevinst skulle være lidt ekstra - og tiltrængt - luft til hoved og knæ på Cordobas bagsæde. Seat Cordoba får officiel verdenspremiere på biludstillingen i Paris sidst i denne måned. Først i det nye år kommer den spanske krydsning mellem en sporty sprinter og nobel forretningsmand til Danmark. Kort herefter følger sandsynligvis stationcar-versionen med tilnavnet Vario, der har en lille, trofast fanskare herhjemme. Motorprogrammet bliver komplet med tre benzinere og to bomstærke dieselmotorer med VW-gruppens effektive pumpedyse-indsprøjtning. Ydelserne spænder fra 64 til 130 hestekræfter. Priserne er endnu ikke oplyst, men KørGodt gætter på, at Cordoba bliver 8.000 kroner dyrere end en tilsvarende fem-dørs Ibiza. Dermed skal der omkring 165.000 kroner på bordet for billigste Cordoba.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...