Corona får æren for historisk få dræbte i trafikken i år

Ifølge et estimat vil 155 personer miste livet i trafikken i 2020. Det er det laveste antal omkomne i 90 år.

Det kunne mærkes i trafikken, da landet lukkede ned i foråret. Der blev længere mellem bilerne end normalt - som her på Helsingørmotorvejen en mandag morgen i marts. (Arkivfoto)

Det kunne mærkes i trafikken, da landet lukkede ned i foråret. Der blev længere mellem bilerne end normalt - som her på Helsingørmotorvejen en mandag morgen i marts. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Både antallet af dræbte og antallet af tilskadekomne på de danske veje ventes at blive usædvanligt lavt i 2020.

Og alt tyder på, at årsagen er den delvise nedlukning af Danmark i forbindelse med udbruddet af coronavirus.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Således viser et estimat - der er lavet på baggrund af foreløbige ulykkestal - at 155 personer vil have mistet livet i trafikken, inden året er omme.

Derudover er cirka 2800 trafikanter kommet til skade.

Antallet af trafikdræbte i Danmark har dermed taget et markant dyk i forhold til sidste år, hvor 199 personer mistede livet på vejene.

Marianne Foldberg Steffensen er afdelingsleder for trafiksikkerhed og cykling i Vejdirektoratet. Hun fortæller, at faldet i antal dræbte gælder både bilister, cyklister og fodgængere.

Særligt i foråret var der påfaldende få dræbte i trafikken.

- Man kan se, at i marts, april og maj, hvor vi havde de meget stramme coronarestriktioner, var der et voldsomt fald i trafikken. Der så vi også væsentligt færre dræbte, siger Marianne Foldberg Steffensen til Ritzau.

Der er set et mindre fald i antallet af dræbte blandt motorcyklister og knallertførere. Til gengæld er lidt flere motorcyklister kommet til skade i 2020 sammenlignet med de foregående år.

Det hidtil laveste antal trafikdræbte på årsbasis - hvis man ser bort fra tiden før automobilets udbredelse - er fra 2012.

I 2012 mistede i alt 167 trafikanter livet.

For at finde tal, der er lavere end tallene for trafikdræbte i år, skal man tilbage til før 1930.

Marianne Foldberg Steffensen fortæller, at de fleste dødsulykker rammer bilister i form af enten solo- eller frontalulykker. Det sker ofte på landeveje.

Cyklister og fodgængere i byerne udgør en stor del af de omkomne i trafikken. Det var i hvert fald tilfældet sidste år.

- Det handler rigtig meget om, at bilister skal passe på sig selv og hinanden ude på landevejene. Og i byerne skal vi alle sammen passe på cyklisterne - både bilisterne og cyklisterne selv, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Vejdirektoratets ulykkestal stammer fra politiets indberetninger om ulykker i trafikken. Tallene for 2020 ventes først at være endeligt opgjort i maj 2021.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden