Corona kan koste 110 personer jobbet i Aalborg Lufthavn

Ud af i øjeblikket 282 medarbejdere i Aalborg Lufthavn risikerer op mod 110 at miste jobbet grundet corona.

Coronaudbruddet har stor betydning for hele luftfartsindustrien. Også i Aalborg Lufthavn mærker man en forskel på grund af virusset. (Arkivfoto)

Coronaudbruddet har stor betydning for hele luftfartsindustrien. Også i Aalborg Lufthavn mærker man en forskel på grund af virusset. (Arkivfoto)

AALBORG:Udbruddet af coronavirus har givet færre flyvninger til og fra Aalborg Lufthavn.

For at tilpasse sig den lavere aktivitet påtænker lufthavnen at afskedige op mod 110 medarbejdere. Det oplyser Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.

I dag har lufthavnen 282 medarbejdere. Dermed er det mere end hver tredje i lufthavnen, som risikerer at miste jobbet.

Ifølge lufthavnen er flytrafikken tæt på halveret i forhold til det budgetterede i 2020, og tidligst i løbet af 2021 forventes der at komme yderligere flytrafik.

Årsagen til den mindre flytrafik er coronaudbruddet. Det har ført til en række rejserestriktioner, som har betydet færre flyvende passagerer.

Og når der er færre flypassagerer, giver det færre indtægter for de selskaber, som tjener penge på netop de passagerer.

Det drejer sig blandt andet om flyselskaber og lufthavne som den i Aalborg.

- Rejse- og luftfartsbranchen er meget hårdt ramt af covid-19, siger Søren Svendsen, der er direktør for Aalborg Lufthavn.

- Vi har kunnet holde skruen i vandet på grund af hjælpepakken for lønkompensation. Men da den udløber i slutningen af august, er vi nødt til at tilpasse os til den nye virkelighed, siger han.

Han kalder selv de 110 påtænkte afskedigelser for "drastisk".

- Vi har skåret ind til benet. Det er nødvendigt, men vi vurderer samtidig også, at vi kan undgå en anden runde med afskedigelser.

- Det er 40 procent af arbejdsstyrken. Men vi må også bare sige, at vi mangler 65 procent af trafikken og kigger ind i en fremtid, hvor der allertidligst er vækst i sommeren næste år, siger Søren Svendsen.

Nyheden fra Aalborg Lufthavn kommer, kort efter at landets største lufthavn, Københavns Lufthavn, også har varslet opsigelser.

I Københavns Lufthavn planlægger man at nedlægge 650 fuldtidsstillinger. Det svarer til cirka hver fjerde medarbejder.

Også Københavns Lufthavn har forklaret tilpasningen med lavere aktivitet som følge af coronaudbruddet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden