Corona sikrer flere bibliotekspenge til folk bag e-bøger

Corona har gjort, at vi læser flere e-bøger, og det viser sig i udbetalingerne af årets bibliotekspenge.

Fredag modtager 10.000 forfattere deres bibliotekspenge. I år kan det ses i opgørelsen, at corona har betydet, at flere går på biblioteket hjemmefra, hvor de dykker ned i lyd- og e-bøger hjemmefra skærmen. (Arkivfoto).

Fredag modtager 10.000 forfattere deres bibliotekspenge. I år kan det ses i opgørelsen, at corona har betydet, at flere går på biblioteket hjemmefra, hvor de dykker ned i lyd- og e-bøger hjemmefra skærmen. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Fredag modtager 10.313 forfattere, oversættere og illustratorer og andre bogudgivere deres løn for at være udgivet på landets biblioteker.

Slots- og Kulturstyrelsen udbetaler i alt 182,9 millioner kroner i bibliotekspenge. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Beløbet svarer til, at modtagerne i gennemsnit hver får udbetalt 17.737 kroner.

På toppen af listen står børne- og ungdomsforfatterne Bjarne Reuter og Josefine Ottesen. De stod også i toppen af listen sidste år.

De modtager hver henholdsvis 720.117 og 691.168 kroner i bibliotekspenge.

Det er afspejlet i årets udbetalinger, at coronanedlukningen har påvirket vores måde at bruge biblioteket på.

Det mener Anette Bach, som er enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen.

- Coronanedlukningen har ikke overraskende ændret på vores lånevaner, og bibliotekerne har i denne periode været gode til at servicere digitalt, siger hun i pressemeddelelsen.

Syv procent flere af modtagerne får bibliotekspenge for deres e-bøger og netlydbøger sammenlignet med sidste år.

Samtidig er der sket et fald i antallet af fysiske bøger på knap tre procent.

Flere kommuner har øget antallet af tilladte udlån som en konsekvens af, at de fysiske udlånssteder har været lukket, oplyser styrelsen.

- Det betyder, at de digitale udlån er øget, og derfor ser vi i år flere modtagere af bibliotekspenge for e-bøger og netlydbøger, siger Anette Bach.

Ud af de 10.313 forfattere på listen får over halvdelen udbetalt midler for e-bøger og netlydbøger.

For digitale udlån udbetales der i gennemsnit 2.791 kroner per forfatter. Det største beløb, som er udbetalt til en enkelt forfatter for de digitale udgivelser, ligger på 139.728 kroner.

Bibliotekspengene bliver afsat på finansloven og bliver udbetalt en gang om året.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.