Corona smadrer igen den internationale badmintonkalender

Korea Open, Macau Open og Korea Masters er aflyst på grund af coronasituationen i Asien.

Viktor Axelsen og Chen Long vandt henholdsvis guld og sølv ved OL, men badmintonstjernerne har begrænsede muligheder for at dyste i 2021.

Viktor Axelsen og Chen Long vandt henholdsvis guld og sølv ved OL, men badmintonstjernerne har begrænsede muligheder for at dyste i 2021.

KØBENHAVN:Coronaudbrud koster for andet år i træk alvorlige huller i badmintonkalenderen.

Senest har den meget smitsomme Delta-variants hærgen i Asien kostet tre turneringer livet.

Korea Open, Macau Open og Korea Masters er således alle aflyst i 2021, oplyser Det Internationale Badmintonforbund (BWF) på sin hjemmeside.

Dermed er 17 af de 28 højest rangerende badmintonturneringer på BWF World Tours 2021-kalender nu enten udskudt eller helt aflyst.

Indtil videre er blot tre af de 28 turneringer på 2021-kalenderen blevet afviklet - nemlig All England, Swiss Open og Spain Masters.

Dertil kommer OL-turneringen i Tokyo, hvor Viktor Axelsen vandt guld i herresingle.

Axelsen og de andre topspillere kan dog fortsat krydse fingre for, at et par af de allerstørste turneringer på den internationale tour bliver afviklet.

Denmark Open i oktober og Indonesia Open i november er stadig på programmet, og det samme er BWF Tour Finals i Bali til december.

På 2020-kalenderen lykkedes det at gennemføre 8 af de 27 højest rangerende turneringer på badmintonkalenderen. Flere blev dog enten afviklet i begyndelsen af 2020 eller var udskudt til begyndelsen af 2021.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden