Coronafrygt lukker nu hele Italien ned

Premierminister beder italienerne om at undgå at gå udenfor, medmindre det er strengt nødvendigt.

I Venedig, som ligger i den norditalienske region, der har været lukket ned siden søndag, sejlede kun ganske få gondoler i byens kanaler mandag. Nu udvides de omfattende tiltag til at gælde hele landet i et forsøg på at bremse coronasmitten.

I Venedig, som ligger i den norditalienske region, der har været lukket ned siden søndag, sejlede kun ganske få gondoler i byens kanaler mandag. Nu udvides de omfattende tiltag til at gælde hele landet i et forsøg på at bremse coronasmitten.

ROM: De tiltag, Italien har indført for at inddæmme coronavirus i den nordlige del af landet, udvides nu også til resten af landet.

Fra tirsdag morgen er større forsamlinger forbudt i hele landet.

Det siger Italiens premierminister, Giuseppe Conte, mandag aften.

Samtidig beder han italienerne om at undgå at bevæge sig rundt i landet, medmindre det er strengt nødvendigt.

Folk bør kun gå ud for at tage på arbejde og i nødstilfælde, siger premierministeren.

- Bliv hjemme, understreger Conte.

Det er kun to dage siden, at Italiens regering indførte karantæne i hele Norditalien.

Conte siger på et pressemøde mandag aften, at de tiltag ikke er nok, og at de skal gælde i hele landet fra tirsdag.

Skoler og universiteter i hele landet holdes lukket frem til 3. april.

Alle sportsarrangementer er også aflyst, heriblandt fodboldkampene i Serie A.

- Der er ingen grund til, at kampe og sportsarrangementer skulle fortsætte, og jeg tænker her på fodboldmesterskabet, siger Conte.

Den drastiske beslutning bliver taget, efter at Italien har registreret yderligere knap 100 dødsfald i løbet af et døgn.

Antallet af smittede er steget med omkring 25 procent i Italien siden søndag.

Søndag besluttede regeringen at lukke biografer, teatre og museer i hele landet. Det blev samtidig besluttet også at lukke skoler, natklubber og kasinoer i hele landet frem til 3. april.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.