Coronakrisen har øget danskernes forbrug af tv og netnyheder

Da store dele af Danmark blev lukket ned, fik det danskerne til at øge det daglige tv-forbrug med 29 minutter.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts bebudede en omfattende lukning af det offentlige Danmark, fulgte mange danskere med i den tv-transmitterede tale. En opgørelse fra Slots- og Kulturstyrelsen viser, at det gennemsnitlige tv-forbrug steg 29 minutter den pågældende uge. (Arkivfoto).

Da statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts bebudede en omfattende lukning af det offentlige Danmark, fulgte mange danskere med i den tv-transmitterede tale. En opgørelse fra Slots- og Kulturstyrelsen viser, at det gennemsnitlige tv-forbrug steg 29 minutter den pågældende uge. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Danskerne har set markant mere tv under coronakrisen.

Før krisen ramte landet, så danskerne i gennemsnit tv i 2 timer og 19 minutter hver dag.

Men da statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts annoncerede en omfattende nedlukning, steg det gennemsnitlige daglige tv-forbrug med 29 minutter.

Det fremgår af en opgørelse om danskernes medieforbrug fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Det er ifølge rapporten danskere i alle aldre, der har set mere tv under coronakrisen.

Men den højeste stigning ses i aldersgruppen 35 til 54 år.

Forbruget af tv er efterfølgende faldet lidt igen.

Men det gennemsnitlige forbrug ligger i uge 18, som er den sidste uge, undersøgelsen omfatter, stadig otte minutter højere sammenlignet med samme tid sidste år.

Mens flere tændte for deres fjernsyn, var der til gengæld færre, der hørte radio og downloadede podcast.

I rapporten forklares det med, at mange lytter radio og podcast, når de er på farten.

Da Danmark lukkede ned, blev mange hjem sendt hjem og droppede derfor lytningen af radio og podcast.

Radiolytningen er siden coronakrisens første uger steget igen, men ligger ifølge opgørelsen fortsat en anelse lavere sammenlignet med samme tid sidste år.

Ligesom tv-forbruget er steget, er forbruget af mediernes nyhedssites også gået voldsomt frem.

Medier som B.T., Ekstra Bladet og TV 2 har ifølge opgørelsen haft flere end 500 millioner sidevisninger i marts.

B.T. havde til sammenligning gennemsnitligt 318 millioner månedlige sidevisninger i 2019, mens TV 2 havde 117 millioner.

En undersøgelse fra Trygfonden har tidligere vist, at 53 procent af befolkningen over 17 år ifølge eget udsagn har fulgt meget mere med i nyhedsmedierne under coronakrisen.

32 procent svarer, at de har fulgt noget mere med, end de plejer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.