Coronaramte Randers udspiller Vejle efter pausen

Trods fraværet af to profiler delte Randers FC klø ud til Vejle Boldklub med 4-1 efter flot halvleg.

Jakob Ankersen (i midten) var en af søndagens målscorere for Randers FC.

Jakob Ankersen (i midten) var en af søndagens målscorere for Randers FC.

RANDERS:Randers FC var søndag uden de to coronaramte profiler Vito Hammershøy-Mistrati og Tosin Kehinde, men det afholdt ikke kronjyderne fra at dele klø ud til Vejle Boldklub.

Hjemme på Cepheus Park vandt Randers med 4-1 over Vejle efter en overlegen anden halvleg fra værterne, hvor sejren blev slået fast med to scoringer på to gyldne minutter kort efter pausen.

Randers annoncerede før kampstart, at klubben har vekslet den brandvarme angriber Stephen Odeys hidtidige lejekontrakt til en permanent kontrakt. Mod Vejle var det dog angrebsmakkeren Alhaji Kamara, der stjal billedet med to hovedstødsmål.

Randers blander sig fortsat i toppen, hvor kronjyderne indtager en øjeblikkelig tredjeplads med 28 point efter 16 kampe. Vejle er sidst med blot otte point.

Vejle var uden det foretrukne karantæneramte makkerpar i midterforsvaret, Denis Kolinger og Manjrekar James, hvilket havde tvunget cheftræner Peter Sørensen til at ryste posen.

Det løste han ved at skubbe den normale midtbanespiller Saeid Ezatolahi ned i en fembackkæde, og det afholdt i første omgang Randers fra de helt store chancer.

Vejles kompakte defensiv var årsag til en fastlåst indledning, som dog blev åbnet af to scoringer mod første halvlegs slutning.

Først headede Randers' Alhaji Kamara føringen ind, inden Hallur Hansson med et drøn bragte balance i regnskabet for gæsterne.

Den udlignende scoring fik Vejle til at hvile gevaldigt på laurbærrene, og gæsterne kom forfærdeligt ud efter pausen.

På to gyldne minutter fik først bomstærke Kamara med sin anden hovedstødsscoring og siden kantspilleren Jakob Ankersen bragt hjemmeholdet på sejrskurs, inden stadionuret havde rundet 50 minutter.

Det blev blot værre for Vejle, da midterforsvareren Simon Piesinger med en imponerende frisparksscoring gjorde det til slutresultatet 4-1.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.