Coronasmittet person var på natklub i København

Personer, der var til stede på samme tid som smittet person, bør ifølge myndighed blive hjemme i 14 dage.

KØBENHAVN:En person, der har vist sig at være smittet med coronavirus, var torsdag 5. marts på Søpavillonen i København.

Det får nu Styrelsen for Patientsikkerhed til at opfordre personer, der har været til stede samtidig, til at blive hjemme i 14 dage.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Det var i tidsrummet mellem klokken 23 og 02, at personen var til stede på Søpavillonen, der rummer restaurant og natklub.

Den smittede person er nu i isolation. Desuden er kendte tætte kontakter til vedkommende blevet kontaktet og sat i frivillig hjemmekarantæne, oplyser styrelsen.

Hvis man har været til stede i Søpavillonen og har symptomer som feber, hoste eller åndenød, skal man kontakte sin egen læge eller vagtlægen per telefon.

- Man skal under alle omstændigheder ikke besøge sygehuse og plejecentre, da der her er personer, som vil være særligt udsatte, hvis de bliver smittet med Covid-19, skriver styrelsen.

Der er aktuelt 35 personer herhjemme, der er smittet med coronavirus. Det er uvist, om den omtalte person fra Søpavillonen er blandt disse.

872 personer er ifølge Sundhedsstyrelsen blevet testet for coronavirus, og 628 personer er i karantæne.

Søndag aften kom det frem, at Rysensteen Gymnasium i København lukker midlertidigt.

Det sker, efter at to elever på gymnasiet har vist sig smittet med coronavirus.

Det første smittetilfælde skete, efter at personen kom hjem fra en skiferie i Norditalien.

Det er netop i Norditalien, at udbruddet af coronavirus aktuelt er værst.

Det har fået Udenrigsministeriet til at fraråde alle rejser til seks regioner i det nordlige Italien.

Der er tale om regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte, Veneto, Marche og Valle d'Aosta.

Det første tilfælde af coronasmitte herhjemme blev konstateret 27. februar.

Ugen efter blev den pågældende person, TV2-medarbejderen Jakob Tage Ramlyng, erklæret rask igen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.