Corydon: Nu er der råd til at bygge velfærd op

I de kommende år er der råd til at gøre andet end at rydde op økonomisk, lyder det fra finansministeren.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og SF's Pia Olsen Dyhr spidser formentlig øre, når de hører et af budskaberne i finansminister Bjarne Corydons (S) 1. maj-tale.

Ifølge Bjarne Corydon er Danmark nu kommet i en situation, hvor der igen er "råd til at bygge velfærd op". Dermed fortsætter finansministeren de optimistiske toner for dansk økonomi, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slog fast i sine 1. maj-taler.

Finansministeren er dog ikke parat med konkrete løfter om at investere ekstra midler i velfærd, og regeringen har i forvejen lagt sig fast på en kurs, hvor der gives plads til en årlig vækst i det offentlige forbrug på 0,6 procent frem mod 2020.

Men der er alligevel tale om nye toner fra finansministeren.

- Der er et valg nu om, at vi kan gøre andet i de kommende år end bare at rydde op økonomisk, siger Bjarne Corydon og tilføjer:

- Der er en mulighed for nu, at vi i de kommende år, hvis vi holder kursen, kan gå fra at rydde op til at bygge op. Til at bygge op med bedre velfærd, stærkere fællesskab, et ordentligt sammenhold, bedre for de vilkår for de mennesker, der har mindst.

- Og hvorfor ikke holde den kurs i stedet for at køre ud i en økonomisk rodebutik en gang til, siger Bjarne Corydon med henvisning til, at de borgerlige partier efter finansministerens mening ikke fører en ansvarlig, økonomisk kurs.

Meldingen kommer forud for, at Bjarne Corydon til efteråret skal forhandle regeringens sidste finanslov på plads, før valget kommer. Den finanslov ventes at skulle indgås med SF og Enhedslisten.

I deres 1. maj-taler gør både Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Olsen Dyhr det indirekte klart, at der skal penge på bordet, hvis de skal støtte finansloven. Begge venstrefløjspartier har sigtekornet indstillet på lempelser i dagpengereglerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst