Corydon står fast: Skatteaftale giver velfærd

Skatteaftale vil øge det offentlige forbrug, fastslår finansminister Bjarne Corydon.

Corydon står fast: Skatteaftale giver velfærd

Skatteaftalen med Venstre og de Konservative skaber for 2,7 milliarder kroner mere velfærd.

Det fastslår finansminister Bjarne Corydon (S) efter et møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe om skatteaftalen.

- Den giver mere velfærd, fordi man får skaffet 2,7 milliarder kroner i effekt af skatteaftalen. Man har aftalt med de borgerlige partier, at det står til regeringens fri disposition for at øge det offentlige forbrug mod 0,8 procent af BNP, siger han.

Dermed står finansministeren fast på en anden udlægning af aftalen end økonomiminister Margrethe Vestager (R). Hun fastslog forleden, at skatteaftalen giver færre penge til offentligt forbrug på grund af skattelettelserne.

- Der er færre penge til offentligt forbrug, fordi vi har disponeret nogle af pengene til at give skattelettelser, sagde Vestager i Deadline på DR2 søndag aften.

Men Bjarne Corydon henviser til, at regeringen betaler skattelettelserne ved at spare 2,7 milliarder kroner i forsvaret samt indregne en besparelse på én milliard kroner på det danske EU-bidrag.

- Vi får indtægter ved skattereformen på 2,7 milliarder. Og man får i samme forbindelse en rammeaftale om at effektivisere dansk forsvar for 2,7 milliarder kroner, siger han.

- Man deler så at sige rovet. Man putter en stor del ned til velfærd. Af klumpen, der handlede om investering i vækst, bruges en del til skattelettelser, siger Bjarne Corydon.

Finansministeren fastholder også, at der er flere penge til velfærd i aftalen med Venstre og De Konservative, end der havde været i en skattereform med Enhedslisten.

- Alle kan sige sig selv, at man ikke kunne lave et forsvarsforlig med Enhedslisten. Man må sammenligne den aftale, der er indgået, og tilbuddet til Enhedslisten, siger Bjarne Corydon.

Ifølge professor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet, ville regeringen have haft 1,8 milliarder kroner mere til rådighed i 2020-planen, hvis den havde fastholdt forligsskitsen, som man havde forhandlet sig frem til med Enhedslisten.

/ritzau/