Costa del Hjørring møder modstand

Nej tak fra Venstre til Duetoft-forslag om kommunen som paradis for velhavende pensionister.

Allan Vinding Sørensen
Skal kommunen satse på at tiltrække aktive pensionsstærke pensionister? Arkivfoto: Grete Dahl
Ældreforhold 25. oktober 2011 09:00

Socialdemokraternes gruppeformand i byrådet, Peter Duetoft, får både ris og ros for sit og S- gruppens forslag om at gøre Hjørring kommune til en magnet for velhavende pensionister. Forslaget blev beskrevet i NORDJYSKE søndag. Venstres gruppeformand, Susanne Sander, betegner en stærk satsning på velhavende pensionister som en forfejlet strategi. Mere potentiale i erhvervsliv Hun peger på, at byrådet på sit planlægningsseminar valgte tre ting ud og velhavende pensionister var ikke én af dem. - Vi bør satse på for eksempel Hirtshals Havn og University College Nordjylland. Der er mere potentiale i at satse på erhvervslivet, uddannelse og turisme, siger Susanne Sander. - Vi får færre unge og flere ældre i forvejen. Jeg mener, at vi skal satse på de unge, fordi de ældre kommer alligevel. Hun mener, at det på sigt vil skabe et mere harmonisk samfund, hvis aldersfordelingen er mere jævn. - Jeg tvivler også på, at pensionister, der sælger villaen i Gentofte vil sætte kurs mod Hjørring Kommune. De vil hellere købe en lejlighed i Danmark og et hus i Toscana eller Spanien, vurderer Susanne Sander. Hun frygter desuden, at de kommunale omkostninger til ældrepleje vil opveje fordelene ved de større skatteindtægter. Lokallistens gruppeformand, Knuds Størup foretrækker en satsning, der gør det godt for alle aldre at bo i kommunen. - Jeg har ikke noget imod gode forhold for de ældre, men det kan få den modsatte effekt at gå efter pensionisterne: så flytter de unge ikke herop, siger Knud Størup. Han mener dog, at kommunen automatisk kan få flere ældre til at flytte herop, hvis der satses på kulturen. Han tvivler dog på, at de vil komme i store mængder. - Vi kan ikke konkurrere med vejret i Tyrkiet og Spanien, siger Knud Størup. Borgmester Arne Boelt (S) vil ikke afskrive ideen. - Jeg mener, at vi skal spille på de strenge, vi har. Man skal huske på, at Sæby har haft en del succes med ældre, som flyttede i boliger ved havnen, siger Arne Boelt. SF vil byde ældre velkomne, men det får ikke partiet til at afvige fra en hovedsatsning på unge og uddannelse. - De gråhårede i dag kan i vid udstrækning udnytte mange af de tilbud, der er til unge. Det er jo aktive mennesker. De sidder ikke i gyngestol og strikker hoser, som ældre gjorde i gamle dage, siger SFs gruppeformand, Jørgen Bing. - Desuden kan både unge og ældre trække på kommunens store naturaktiv.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...