Country show i Vejgaard-Hallen for anden gang

Musik 1. februar 2003 07:00

VEJGAARD: Aalborg Country Music Club er tæt på at have alle formaliteter på plads med hensyn til Påske Country arrangementet i Vejgaard-Hallen 16. April. Det blev holdt første gang i 2002, hvor folk kom så langt som fra Sønderborg og Vamdrup for at høre country musik i Vejgaard-Hallen. Til årets arrangement er kontrakterne med Glynn Martin, Larry Dean, Kevin Freeman og Ray Weaver fra USA, Peter Caulton fra New Zealand og Barb Marchuk fra Canada på plads. - Fra Danmark kommer desuden Misfit Cowboys og flere af Danmarks bedste studie-musikere, beretter formanden for Aalborg Country Music Club, Michael Hollænder. Han fortæller, at arrangementet gik lige op rent økonomisk sidste år. - Det regner vi også med, at det gør i år, da vi har fået lavet gode kontrakter med både de indlandske og udenlandske solister. Endnu engang satser vi på udenlandske navne, som ikke har slået igennem i Europa. Kvaliteten er stadig i højsædet og backing bandene er velkvalificerede, lover formanden. Efter at Påske Country arrangementet er blevet afholdt i Vejgaard-Hallen, opføres det i Skive hallerne 17. April og i Esbjerg Musik Hus 19. April. - Det lover så godt, at vi tror at dette kan blive en tradition hvert år i påsken, siger Michael Hollænder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...