Countryhimlens lysende stjerneskud

Wenches nye single er helt i top på det europæiske marked - og forventninger til den nye cd er ikke mindre

Wenche er klar til et kæmpe cd-releaseparty i Frederikshavnerhallen 3. november. Foto: Carl Th. Poulsen

Wenche er klar til et kæmpe cd-releaseparty i Frederikshavnerhallen 3. november. Foto: Carl Th. Poulsen

FREDERIKSHAVN:Hun gør ikke meget stads ud af sig selv - for sådan er hun ikke af natur. Men når man nu sender sin tredje cd på gaden og får mulighed for at matche sig selv med branchen absolutte topnavne gennem generationer, så er det selvfølgelig fordi, der er vægt bag karrieren og countrystil i stemmepragten. Og Wenche Hartmann er afgjort en coming star. Det mærkes allerede nu, hvor forløberen for cd’en - singlen ”Holdin’ out for a Hero” har placeret sig som nr. 8 på den europæiske Top40-liste og som nr. 6 ud af 10 på hotdisc-listen. Det er virkelig skulderklap til unge Wenche, skulderklap, der vidner om store muligheder også langt uden for det skandinaviske område. Og hun lægger da heller ikke selv skjul på, at Tyskland er et meget interessant område at forsøge at erobre. Det vil give et meget stort publikumspotentiale - og det er selvfølgelig afgørende, når man brænder for countrymusikken og nu har valgt at gøre det til en levevej. Sang på fuld tid Siden Wenche blev færdig med sin uddannelse som jordbrugsassistent med griseavl som speciale her i foråret har hun midlertidig sat den landbrugsmæssige karriere på standby for helt at hellige sig musikken. Der er blevet til massevis af koncerter - så mange, at hun har placeret som den mest koncerterende countrysanger i Danmark i 2005. Og hun elsker virkelig at komme ud til de mange forskellige egne for at øse af den kæmpemæssige countrylitteratur. - Det er jo et spørgsmål om at fortælle gode historier - og det bestræber jeg mig på at gøre så godt som muligt, siger Wenche Hartmann til NORDJYSKE. Faktisk satser hun så meget på historiefortællingen, at hun ikke længere nøjes med at genfortælle andres historier. Den nye cd indeholder således et nummer, som Wenche selv er forfatter til. - Jeg tror på, at der er basis for at fortsætte af den vej. - I hvert fald kan jeg love at den nye cd indeholder en række helt nye historier, som jeg har fået af andre forfattere og komponister. Det glæder jeg mig til at præsentere for publikum, siger Wenche. De tidligere cd’er har været baseret på countrylitteraturens klassikere, som Wenche har formet i sin egen stil, men med den position hun har evnet at skabe er der også blevet friere tøjler til at binde an med nye fortællinger til nye melodier. Men selvfølgelig i Nashvilles-ånden. For uden den ingen country.