Crawford lukker i Hobro

50 medarbejdere får fyresedlen i forbindelse med en koncernbeslutning om at stoppe produktionen i Hobro

Crawford lukker i Hobro og 50 medarbejdere mister deres job. Foto: Lars Pauli

Crawford lukker i Hobro og 50 medarbejdere mister deres job. Foto: Lars Pauli

HOBRO:Julestemningen er endt i kulkælderen for omkring 50 medarbejdere på portvirksomheden Crawford på Lupinvej i Hobro. Deres arbejdsplads lukkes i løbet af det kommende år. Produktionen af porte flyttes til udlandet og tilbage i Hobro bliver højst nogle få medarbejdere til at varetage salg og service. Fyresedlerne blev varslet på et fællesmøde tirsdag. Det kom som et chok, selv om mange måske nok så skriften på væggen, da Crawford tidligere på året blev opkøbt af den svenske industrigigant Assa Abloy, der på verdensplan beskæftiger mere end 32.000 medarbejdere. - Men at en lukning var så tæt på, er kommet totalt bag på alle. Risikoen for at miste jobbet blev ikke nævnt med et eneste ord, da vi så sent som i lørdags var samlet til julefrokost, siger tillidsmanden for medarbejderne i produktionen, John Andersen. Fantastisk arbejdsplads Han og kollegerne forhandlede i går fratrædelse og afvikling af virksomheden med ledelsen. Udgangspunktet er, at medarbejderne i to tempi afskediges. De første med udgangen af juni og de sidste inden udgangen af 2012. Den produktion, de står for, overflyttes med virkning fra samme tid til eksisterende fabrikker dels i Sverige og dels i Holland. - Det er så trist, som det kan være. Det har været en helt fantastisk arbejdsplads, siger John Andersen, som er den af alle, der har været der længst. Faktisk startede han som 16 årig tilbage i 1975. Nu er han 52, og i de mellemliggende 36 år har han ikke haft job andre steder. - Jeg har selvfølgelig haft mine bange anelser, og selv om jeg lige nu er chokeret, må jeg også indrømme, at den forestående lukning trods alt ikke kommer som en total bombe for mig, erkender John Andersen. Det uddyber han på denne måde: - For år tilbage var vi jo op mod 200 medarbejdere, og det er kendsgerninger, at vi har et produktionsanlæg til meget mere end det, vi præsterer i dag. - Hvis det ser ud på samme måde på andre af koncernens fabrikker ja, så skal der gøres noget, og i det spil må vi desværre acceptere, at Hobro globalt set ikke har den optimale grografiske placering, siger John Andersen. Nyt lokale til innovation Industrigigantens beslutning om at afvikle produktionen i Hobro kommer aldeles overraskende for både formanden for 3F Mariagerfjord John Hansen og erhvervsdirektør Torben Ladefoged, Mariagerfjord Erhvervsråd. Begge nævner de, at de så sent som for en god måneds tid siden var inviteret ind på virksomheden for at deltage i indvielsen af et helt nyindrettet lokale til innovation. Da blev der kun talt om vækst og udvikling. - Men det er jo desværre sådan vi oplever det, når der træffes koncernbeslutninger. Så er de enkelte arbejdspladser brikker i et stort spil, siger John Hansen. Han går endda så vidt, at han mistænker Assa Abloy til at have planlagt lukningen, allerede da koncernen for nogle få måneder siden købte og indlemmede Crawford i firmaets aktiviteter. - I modsat fald forekommer det underligt, at man allerede nu har opgivet at drive virksomheden videre, siger han. Hjælp til efteruddannelse Omkring 35 af de 50 i produktionen er organiseret i 3F, og for forbundet handler det nu mest af alt om at hjælpe medarbejderne, så de kan komme videre med deres arbejdsliv. - Mange af dem har været ansat på Crawford i årevis. De skal måske omskoles til noget helt andet, og jeg håber meget på, at vi i et samarbejde med virksomheden kan få aftalt et forløb for efteruddannelse. Nye job hænger ikke på træerne, men heldigvis har vi nogle måneder til at forberede os, før afskedigelserne effektueres, siger John Hansen. Mange ledige lokaler Erhvervsdirektør Torben Ladefoged kan heller ikke her og nu pege på jobmuligheder, og han har heller ikke iværksættere på spring til at rykke ind i de lokaler, der om nogle måneder kommer til at stå tomme. - Det er jo desværre sådan, at vi i samme område i forvejen har masser af ledige erhvervslokaler, siger Torben Ladefoged Det er ikke kun i Hobro, at Assa Abloy har valgt at skære ned. Koncernen har samtidig med lukningen af Crawford i Hobro på verdensplan varslet lukning af yderligere seks fabrikker, bl.a. i kriseramte lande som Italien og Portugal. Totalt venter Assa Abloy at afskedige 500 medarbejdere. Det er ikke lykkedes at indhente en kommentar hverken fra Assa Abloys danske ledelse eller fra administrerende direktør på Crawford, Henrik Gertz.