Cristiano Ronaldo: 2013 kan blive mit bedste år

Portugiseren har fået den bedste sæsonstart nogensinde målt på antal scoringer. 19 er det foreløbig blevet til

Cristiano Ronaldo: 2013 kan blive mit bedste år

Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo har fået en forrygende start på 2013 med 19 scoringer i 17 kampe for den spanske storklub.

Ronaldo vurderer selv, at dette år kan gå hen og blive hans hidtil bedste.

- Det kan blive mit bedste år. Det går meget godt for mig. Jeg tror meget på mig selv for tiden, og året er startet rigtig godt, siger Ronaldo ifølge ESPN Soccernet i et interview med den portugisiske bank Banco Espirito Santo.

Den 28-årige offensivspiller vægter dog ikke personlig succes lige så højt som succes med Real Madrid.

- På det personlige plan går det godt for mig. Men jeg tænker kun på at hjælpe holdet med at vinde Copa del Rey og Champions League. Vi ved, at det bliver svært at vinde den spanske liga, men vi må kæmpe helt til slut, siger portugiseren.

Selv om Barcelona er hele 13 point foran Real Madrid i Spanien, så har madrilenerne imponeret på det seneste. To gange har hovedstadsklubben slået Barcelona i Copa del Rey og samtidig ekspederet Manchester United ud af Champions League.

- Der er stadig meget at kæmpe for. Vi har vundet to kampe over Barcelona og slået Manchester United. Så vi tror på os selv, og det hele kører.

- Nu må vi holde fødderne på jorden, for der er stadigvæk lang vej, siger Ronaldo.

Real Madrid har hjemmebanefordel, når Copa del Rey-finalen bliver spillet på Santiago Bernabeu den 17. maj mod Atlético Madrid. I Champions League er de spanske mestre nået frem til kvartfinalerne.

Real Madrids hjemmeside lavede for nylig en statistik over Cristiano Ronaldos sæsonstarter de seneste 10 år målt på antal scoringer. Fra nytår og frem til den 11. marts hvert år ser statistikken sådan ud:

2004:1 mål

2005:5

2006:6

2007:5

2008:12

2009:7

2010:8

2011:12

2012:15

2013:19

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst