Crystal Palace tager finaleplads i FA Cup

Med en 2-1-sejr over Watford sikrede Crystal Palace sig en plads i FA Cup-finalen mod Manchester United

Football Soccer - Crystal Palace v Watford - FA Cup Semi Final - Wembley Stadium - 24/4/16 Crystal Palace's Wilfried Zaha gestures Action Images via Reuters / Andrew Couldridge Livepic EDITORIAL USE ONLY.No use with unauthorized audio, video, data, fixture lists, club/league logos or "live" services. Online in-match use limited to 45 images, no video emulation.No use in betting, games or single club/league/player publications. Please contact your account representative for further details.
Sport 24. april 2016 19:15

LONDON: Crystal Palace er klar til finalen i FA Cup.

Det står klart efter en smal 2-1-sejr over Watford i semifinalen på Wembley søndag eftermiddag.

I finalen den 21. maj møder Crystal Palace Manchester United, der vandt sin semifinale lørdag. Crystal Palace har ikke tidligere vundet FA Cup, men har én gang tidligere været i finalen. Det var i 1990 mod netop Manchester United.

Crystal Palace-spillerne virkede mest klar i kampens indledning, hvor Watford ikke lignede et hold, der var kommet ordentligt ud af omklædningsrummet.

Det gav et spilovertag til Crystal Palace, som blev udnyttet efter bare seks minutters spil.

Et hjørnespark blev forlænget mod bageste stolpe, hvor Crystal Palaces Yannick Bolasie kom højest og headede sit hold foran med 1-0.

Watford kom langsomt ind i opgøret, og kampen blev mere lige mod slutningen af første halvleg. Det blev dog ikke til flere scoringer inden pausen.

Efter pausen var det også småt med oplagte målchancer i åbent spil. Men ti minutter efter pausen var det igen et hjørnespark, der kastede et mål af sig.

Her endte bolden inde foran mål hos Watfords Troy Deeney, der med et flot hovedstød hen over målmanden bragte spændingen tilbage i kampen med en udligning til 1-1.

Det holdt dog ikke længe, for Crystal Palace fik hurtigt svaret tilbage. Bare fem minutter senere blev kampen nemlig endnu et hovedstødsmål rigere, da Connor Wickham modtog et indlæg og headede bolden ind ude i siden af målet til 2-1.

Trods flere chancer i begge ender i kampens sidste halve time blev det ikke til flere scoringer, og så kunne Crystal Palace lade sig hylde af de mange blå og røde fans.

Lørdag sikrede Manchester United sig den første af pladserne i FA Cup-finalen med en 2-1-sejr over Everton. Finalepladsen blev sikret et godt stykke inde i kampens overtid på en scoring af Anthony Martial./ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...