CSU vil kæmpe for de tabte konservative stemmer i Bayern

CSU mister opbakning og står til at miste sit flertal i Bayern, mens det indvandringskritiske AfD går frem.

Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, betegner CSU's dårlige resultater i meningsmålingerne som "et wakeup-call". Foto: Christof Stache/Ritzau Scanpix
Politik 15. september 2018 22:29

Det konservative bayerske CSU-parti skal kæmpe for stemmerne i de kommende uger.

Det er det overordnede budskab på kongressen søndag, hvor partiets ledere understreger alvoren i udfordringen fra højre i form af Alternative für Deutschland (AfD).

CSU har regeret delstaten Bayern i 70 år. Men partiet kæmper for at bevare sit absolutte flertal ved næste måneds delstatsvalg.

Meningsmålingerne viser, at CSU kan miste næsten 13 procentpoint ved valget om fire uger.

- Det er op til os nu, siger delstatens ministerpræsident, Markus Söder, i en tale på partikongressen.

- Bayern har altid været en demokratisk model, siger han og advarer om, at hvis CSU mister sit flertal, "bliver Bayern demokratiets problembarn".

I den seneste måling har CSU en opbakning på 35 procent. Ved det seneste valg for fem år siden fik partiet 47,7 procent.

Mange vælgere er gået over til AfD, som ifølge målingerne får 11 procent. Det er et godt stykke over spærregrænsen på fem procent. Dermed ventes partiet at blive valgt ind i det bayerske delstatsparlament for første gang.

- Venstrefløj, højrefløjsekstremister, et komplet fragmenteret partisystem. Hvis den tendens bliver bekræftet, vil vi opleve et Bayern, der ikke længere er som før, siger Söder.

Den tyske indenrigsminister og CSU-leder, Horst Seehofer, opfordrer sine partifæller til at komme ud i gaderne og kæmpe for stemmerne.

- Vi sætter alle kræfter ind i de kommende fire uger for at sikre, at vi kommer godt ud af valget, siger Seehofer.

CSU udgør sammen med søsterpartiet CDU og det socialdemokratiske SPD den tyske forbundsregering.

Bayern går til valg den 14. oktober.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...