EMNER

Cuba finder nyt oliefelt

HAVANA:Cuba har opdaget et nyt oliefelt nord for den caribiske ø, rapporterede det kommunistiske styres officielle partiavis, Granma, lørdag. Oliefeltet ligger omkring 60 kilometer øst for Cubas hovedstad, Havana, og menes at rumme mindst 100 millioner tønder olie. Der er tale om det første større oliefund ved Cuba siden 1999. I øjeblikket dækkes omkring halvdelen af Cubas olieforbrug ved egen produktion, men den cubanske olie har et stort svovlindhold, hvilket gør det dyrt at raffinere den. Ifølge avisen er kvaliteten af olien i det nyopdagede felt bedre. /ritzau/dpa