EMNER

Cuba på vej mod store forandringer

KØBENHAVN:Store økonomiske reformer har længe stået øverst på ønskelisten hos Cubas præsident, Raul Castro. Og meget tyder nu på, at han har planer om at sætte yderligere skub i de økonomiske forandringsplaner. Raul Castro, der overtog præsidentposten fra sin bror, Fidel Castro, har indkaldt sine kommunistiske partifæller til den første kongres i 13 år, netop med formålet at drøfte landets økonomiske politik. - Vi har besluttet at indkalde til den sjette kongres i anden halvdel af april for at træffe fundamentale beslutninger om opdateringer af den økonomiske model, sagde Castro efter et møde med sin socialistiske allierede, Venezuelas præsident, Hugo Chavez. Det overrasker ikke den danske Cuba-ekspert Jan Gustafsson, der er leder af Center for Amerikanske Studier ved Copenhagen Business School, at Raul Castro nu indkalder til en kongres. Landet er inde i en meget vigtig økonomisk forandringsproces, og derudover har en meget stor del af partiets ledere, herunder Fidel og Raul Castro, nået en alder nu, hvor et generationsskifte er noget, man meget alvorligt skal kigge på, siger Jan Gustafsson. En af de mest radikale reformer, som Raul Castro har sat i værk i forbindelse med de økonomiske reformer i Cuba, er fyringen af cirka en halv million offentligt ansatte. Størstedelen af arbejdskraften i Cuba er offentligt ansat, og netop denne storstilede reform gør op med den traditionelle økonomiske tankegang i landet, siger Jan Gustafsson. - Hovedparten af de fyrede folk forventes at skabe deres egne små virksomheder eller virksomheder med ganske få ansatte. Det er et forsøg på at få den traditionelle ortodokse socialistiske model til at blive mere liberal og fleksibel og skabe en større privat sektor i landet, vurderer Jan Gustafsson./ritzau/