Cubic satser massivt i Kina

Cubic arbejder på at skabe et marked i Kina. Ind til nu har der kun været udgifter. Direktør håber på gylden fremtid.

1. maj 2012 10:10

Mens krisens ødelæggende vinde nedlagde virksomheder kloden rundt, lod Cubic i Vendsyssel en ny afdeling med selvstændig produktion spire i Kina. - Den egentlige grund var, at en af vores kontakter spurgte, om vi ville være interesseret i at følge dem til Kina, fortæller administrerende direktør i Cubic, Torben Fristrup. Der var med andre ord udsigt til en stensikker omsætning for Cubic. I tre år har den kinesiske afdeling været under opbygning. Nu kører den med et lille overskud. - I den opstartsfase, hvor vi ikke producerede alle varerne i Kina, var vi nødt til art sende vores varer derud. I dag er fabrikken er i fuld omdrejning i produktionen, men vi mangler salgsfolkene, fortæller Torben Fristrup. Selv om det lyder som en sælsom konstruktion, Cubic har benyttet sig af, har det givet god mening at sælge danske varer til i Kina til asiatiske priser. På den lange bane vil det være en ubetydelig investering, mener Torben Fristrup. - Og vi har penge til at gøre, som vi gør, understreger direktøren, der er sikker på, at det er et kinesisk guldæg, virksomheden ruger på. Den største trussel er tyveri Det er med andre ord ikke udgifterne, han bekymrer sig om, når tankerne kredser om det kinesiske eventyr. Til gengæld vækker kinesernes evne til at kopiere produkter, der kommer ind i landet, en stor uro hos den danske direktør. - Derfor er vores udgangspunkt, at vi i vid udstrækning kun sælger til europæiske firmaer i Kina. Vi laver også en kontrakt med dem, hvor de forpligter sig til at sikre, at ingen har mulighed for at kopiere vores produkt, fortæller Torben Fristrup. Han betegner det kinesiske marked som risikabelt. Men det er en risiko, Cubic har valgt at tage i håbet om at skabe et fremtidigt marked, der kun vil vokse sig større, hvis det bliver grebet an på den rigtige måde, vurderer Torben Fristrup. Det er blandt andet skibsindustrien og virksomheder inden for vindenergi, der skaber et særligt tillokkende marked for Cubic i Kina. Kan redde den danske fabrik Trods de store forventninger er der fra direktørerne Fristrups og Møller Knudsens side sat en begrænsning på, hvor stort guldægget må vokse sig. - Det er ikke sådan, at virksomheden i Kina skal overtage det marked, vi har i Europa. Det har slet ikke været tanken. Virksomheden skal servicere de kunder, vi arbejder på at få i Kina og Asien, fortæller Torben Fristrup. Og forventningerne store til den spirende virksomhed i Kina. - Den kan få betydning for, om vi fortsat har produktion i Danmark, fortæller Torben Fristrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...