Cubic udvider på flere fronter

AABYBRO:En udvidelse på 3100 kvadratmeters fabriksplads og omkring 15 nye ansatte i Aabybro. Sådan tegner fremtiden sig for Cubic-Modulsystem, efter teknisk udvalg nu har sagt god for dispensationen fra firmaet med hovedsæde i Brønderslev. Direktør Torben Fristrup lægger ikke skjul på, at det er godt nyt: - Det er en vigtig udvidelse for os. Det vil give os et bedre flow gennem produktionen og en mere effektiv arbejdsgang, og så kan denne investering nok holde nogle år ud i fremtiden. Dispensationen gik på at gå ud over lokalplanens grænse, der siger, at bygningsarealet ikke må overskride mere end 50 procent af grundarealet, men det bekymrede ikke teknisk udvalg. - De ligger nede for enden af en vej, og det er vores vurdering, at denne udvidelse ikke vil genere nogen, så derfor sagde vi god for dispensationen, kommenterer Erik Ingerslev Larsen, næstformand for teknisk udvalg i Aabybro Kommune. De næste fire uger vil naboerne blive hørt, og hvis de ikke har indsigelser mod det nye byggeri, kan Cubic så småt finde tegnebræt og mursten frem.