Cup No.1 - med plads til forbedringer

Ny cup-koordinator skal vende det vigende antal deltagere i FfI’s Cup No. 1, der sluttede lørdag

Hans Christensenog Henrik Louis (foto)
De norske piger fra Bjerkreim IL jubler efter finalesejren over Scandia United Soccer fra USA ved Cup No. 1 i Frederikshavn. Det internationale niveau var i orden, men med kun 140 deltagende hold ramte FfI bunden i turneringens 32-årige historie.
Frederikshavn 18. juli 2016 08:39

FREDERIKSHAVN: Med blot 140 deltagende hold ramte FfI’s fodboldturnering det laveste antal hold siden starten for 32 år siden, og målet er en markant stigning til næste år.

Der er flere forklaringer på det vigende antal deltagere, siger Ronni Knudsen, der efter tre år som Cup No.1-koordinator takkede af og sparkede bolden videre til nyansatte Henrik Andersen.

- Det er skudår, og det har betydet, at nordmændenes ferie er rykket i forhold til Cup No.1. Det er én af forklaringerne på, at der var så få norske hold i år. Det bliver bedre næste år, siger Ronni Knudsen.

De svenske hold, der tidligere har fyldt meget i FfI’s ungdomsturnering, glimrede også ved deres fravær.

- Dels har vi ikke Sven Ivarssons netværk at trække på, dels betyder den lave svenske kurs, at det er dyrt for svenskerne at tage her- over. Mange klubber foretrækker derfor Gothia Cup, verdens største ungdomsturnering i Gøteborg i uge 29, siger Ronni Knudsen.

Han startede 1. juni som account manager i fodboldklubben AaB - og vil næste år være at finde som en af de omkring 700 frivillige, der får Cup No.1 til at køre.

- Det er en hård, men også sjov uge, hvor man møder en masse, både nye og gamle bekendtskaber, så mon ikke de kan bruge mig til et eller andet næste år, siger Ronni Knudsen.

- Fundamentet i orden

Hans afløser, Henrik Andersen, oplevede sin første Cup no.1, og den 53-årige fynbo havde antennerne ude og giver denne vurdering af ungdomsturneringen:

- Fundamentet er i orden, så der er klart noget at bygge videre på. Internt er der ikke grund til at lave en hel masse om. De mange frivillige har styr på selve afviklingen, så min indsats bliver først og fremmest at markedsføre cup’en, så vi kan nå et højere antal hold næste år.

Målet er 240 hold næste år

Succeskriteriet er minimum 16 hold i hver gruppe/aldersklasse. Det svarer til 240 hold - altså 100 flere end i år.

- Cup No.1 er en breddeturnering, men med 16 hold i hver gruppe vil der være mange kampe og god modstand til alle, siger Henrik Andersen.

Han vil ikke skyde med spredehagl, men koncentrere kræfterne om at få flere danske, norske, svenske og tyske hold med.

- Det er fint, at vi i år har haft 21 forskellige nationer med, og at vi har hold som Liverpool FC, der hæver niveauet, men det er en svær balance. Klasseforskellen skal heller ikke være for stor, siger FfI’s nye cup-koordinator, der ser en tæt sammenhæng mellem cup’en og udviklingen af FfI som fodboldklub.

Cup No.1 skal være lokomotivet for fodbolden i Frederikshavn. Der ligger der et stort potentiale, som vi skal udnytte, siger han.

Lokale hold i A-finalerne

FfI nåede selv i to A-finaler: B15 tabte 1-3 til Ålgård fra Norge, mens FfI’s ældste drenge i B19 vandt 1-0 over lokalrivalerne fra Bangsbo Freja.

Bangsbo Frejas drenge i B10 vandt til gengæld 2-1 i finalen over Himmelev-Veddelev, mens Skjold IF fra Sæby i B14 tabte 1-6 i finalen mod Dallas Texans Soccer Club fra USA.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...