Curlingholdet Team Stjerne stopper på konkurrenceplan

Curlingholdet med Rasmus Stjerne i spidsen stopper for nu på konkurrenceplan, meddeler det.

Ritzau
Team Stjerne, der sluttede sidst ved vinter-OL i år, stopper på konkurrenceplan. Foto: Reuters/Phil Noble
Curling 19. marts 2018 15:51

Det danske curlinghold Team Stjerne med skipper Rasmus Stjerne som frontfigur drosler ned og stopper på konkurrenceplan for denne omgang.

Det meddeler holdet, der ud over Stjerne tæller Johnny Frederiksen, Oliver Dupont, Morten Berg Thomsen, Mikkel Adrup Poulsen og Mikael Qvist, på sin Facebook-side.

- Efter mange år med utallige trænings- og rejsetimer rundt omkring i verden har vi besluttet at tage et skridt væk fra curling på konkurrenceniveau for nu.

- Den tid, vi har brugt på curling, er steget betragteligt de mange seneste år, og uden den fornødne økonomiske støtte, ser vi det ikke muligt at fortsætte med curling, samtidig med at vi skal tage os af vores familier og have fuldtidsjob ved siden af, lyder det fra holdet.

Holdet lader dog en dør stå åben for fremtiden.

- Nu er det tid til nye kapitler i vores liv, og vi kan se tilbage på nogle store resultater. Det er tid til at sige tak for nu, men hvem ved, hvad fremtiden bringer, slutter holdet meddelelsen.

Højdepunktet for holdet var VM-sølvet i 2016. Ved det netop overståede vinter-OL i Sydkorea sluttede holdet sidst.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...