Curlingklubben lagt på is

Fire baner til curling droppet i skøjtehalsprojekt

AALBORG. Mens der er glæde i ishockeyklubben AIK og Aalborg Skøjteløberforening over skøjtehalsprojektet ved Gigantium, er formanden for Aalborg Curling Klub dybt skuffet. Selv om curlingspillerne havde udsigt til at få fire baner, der kun skulle bruges til curling, blev banerne droppet i det endelige projektforslag. Det betyder, at curlingsporten i Aalborg fortsat skal leve med elendige forhold, og at det bliver vanskeligt at tiltrække nye medlemmer, understreger formand Leo Haugaard. Der var ellers lagt op til et løft for curlingklubben. Med fire baner kun beregnet til curling kunne klubben have fået samme gode forhold som andre klubber i Danmark, og det ville have resulteret i flere hundrede nye medlemmer, mener formanden. Men medmindre politikerne ombestemmer sig i sidste øjeblik, ser fremtiden for curlingsklubben meget sort ud. Problemet er ifølge Leo Haugaard, at curlingsspillerne også fremover skal benytte den samme is, som bruges til ishockey og skøjteløb. Ishockeyspillerne og skøjteløberne laver store revner i isen, og selv om curlingklubben forsøger at reparere isen, inden medlemmerne skal bruge den, bliver isen langt fra optimal. Selv de mindste revner i isen får den følsomme curlingssten til at ændre retning. - Jeg er meget skuffet. Det har hele tiden set ud til, at vi fik fire baner, men de blev taget ud af projektet til sidst. Man laver et kæmpestort og flot isstadion, og med lidt velvilje kunne man godt have fundet lidt plads til os. Det er synd for curlingen, siger Leo Haugaard. Håber stadig Han forklarer, at curlingklubben får mange forespørgsler fra folk, der gerne vil prøve curling. Blandt andet virksomheder vil gerne lave arrangementer, der omfatter curling, og det ville have været muligt at hjælpe de mange handicappede, der gerne vil dyrke curling. I andre byer er curling blevet populært hos netop den gruppe. - Her havde kommunen også en mulighed for at hjælpe handicappede, men det sker altså ikke. Hidtil har klubben kun rådet over to timer torsdag aften, og selv om klubben måske kan få mere istid i de nye skøjtehaller, så er er forholdene stadig ikke optimale, påpeger Leo Haugaard. Hvis der blev etableret fire curlingsbaner, som ikke skulle bruges til andet, kunne klubben tage imod firmaer, handicappede og ikke mindst nye medlemmer hver dag, og sporten ville få et gevaldigt løft, mener Leo Haugaard. Indtil videre har de cirka 50 medlemmer måttet træde til side, når man har givet institutioner eller virksomheder plads til at stifte bekendtskab med sporten i den faste, ugentlige træningstid. - Nu får vi aldrig gjort curling kendt i Aalborg. Jeg har en mistanke om, at man ikke rigtig har vist, hvad curling egentlig er, og hvor mange der gerne vil spille det, siger formanden. Leo Haugaard har ikke helt opgivet håbet, for politikerne kan stadig nå at tilrette projektet, så curlingklubben får tilfredsstillende forhold. - Jeg håber, at politikerne alligevel beslutter sig for at gøre noget for curlingen i Aalborg, siger den skuffede formand.