Curth helt på toppen

Jeppe Curth har scoret til 2-0 og cementeret sin topscorerværdighed i sæsonen 2007-08. Her jubler han sammen med Thomas Enevoldsen. Foto: Michael Koch

Jeppe Curth har scoret til 2-0 og cementeret sin topscorerværdighed i sæsonen 2007-08. Her jubler han sammen med Thomas Enevoldsen. Foto: Michael Koch

AALBORG:Selv om han nu endegyldigt kun kalde sig den skarpeste angriber i den netop afsluttede SAS Liga-sæson, var det vanen tro beskedenhed, der var i højsædet hos topscorer Jeppe Curth efter kampen mod OB, hvor han nettede for 17 gang i sæsonen. – Det er guldet, der betyder mest for mig. At jeg så bliver topscorer er en fantastisk bonus, og det er en kæmpe cadeau til holdet, at vi for anden sæson i træk står med en topscorer. Men jeg er selvfølgelig enormt stolt og beæret over at blive topscorer i en guldsæson, siger Jeppe Curth, der kan se frem til en økonomisk bonus på 10.000 kroner, som følger med, når man bliver topscorer. Hvad der er næste skridt efter at have snuppet topscorertitlen kan Jeppe Curth ikke svare på endnu. – Nu skal vi bare feste igennem, og jeg har slet ikke spekuleret på, hvad jeg skal i næste sæson. Nu skal vi bare nyde det her, siger han. Ikke på landshold Det kan Jeppe Curth gøre med ro i sindet, for der venter ikke flere store opgaver i den nærmeste fremtid. Trods status som SAS Liga-topscorer, er han ikke inde i billedet til det danske landshold, der i næste uge spiller to testkampe. End ikke et afbud fra topscorerlistens nummer to, Martin Bernburg, har åbnet døren for Jeppe Curth. Landstræner Morten Olsen har i stedet udtaget Morten Nordstrand, der har brugt det meste af foråret på FC Københavns bænk. – Jeg har egentlig ingen kommentarer til det. Der må jo være spillere, der er bedre end mig, konstaterer Jeppe Curth.