Curth var drænet for kræfter

Jeppe Curth fik sin værdige afsked og blev klappet fra banen

Søren Olsson
Jeppe Curth med de trofæer, han har sikret sig i sin sidste sæson. Foto: Claus Søndberg
Aalborg 18. maj 2014 20:18 - Opdateret 18. maj 2014 20:44

AALBORG: Han var fuld af tårer, da han fik blomster inden kampen. Der kom flere af dem, da han blev skiftet ud midt i anden halvleg til stående klapsalver fra næsten 13.000 mennesker. Og så kom de sidste tårer i forbindelse med overrækkelsen af pokalen.

Efter ni år i AaB var det en ekstremt emotionel dag for Jeppe Curth, da han sagde farvel til AaB med både mesterskab og pokaltitel.

- Det var svært at gøre noget ved de tårer. Jeg tror, at jeg har spillet den kamp en milliard gange derhjemme, så jeg tror, at jeg havde brugt alle mine kræfter inden kampen. Jeg gav virkelig alt, hvad jeg havde i starten, for jeg vidste ikke, hvor langt mine kræfter ville række. Jeg prøvede at lægge låg på så længe, jeg kunne, men jeg var færdig - helt færdig, siger en tydeligt følelsesladet angriber.

- Alle skal slutte på et tidspunkt, og det her er vel den bedste måde at gøre det på. Jeg vil aldrig glemme det her. Når man får en øl, så kommer tårerne nok endnu engang. Jeg er en meget emotionel person, og det bliver jeg ved med at være, siger han.

- Men derfor skal der festes alligevel. Og jeg skal nok huske at drikke nok, så jeg ikke dehydrerer helt med alle tårerne, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...