Cykelfolket ud på vejene

40 mødte op til sæsonstarten i Brønderslev Motions Cykelklub

Esben Heine
John Brix Bech lod flaget gå til tops på mini-flagstangen. Foto: Kurt Bering
Motionsidræt 20. marts 2007 05:00

BRØNDERSLEV: Længe har de glædet sig til denne dag - cykelfolket i Brønderslev. 40 var mødt op, da Brønderslev Motions Cykelklub indledte sæsonen. Der var anskaffet et nyt mini-flag i dagens anledning, og det sendte formanden, John Brix Bech, til tops ved klubhuset i Gravensgade. Der cykles hver onsdag klokken 18.30 og søndag klokken 9 fremover. Den første dag var der planlagt to rute. En tur på 18 kilometer gik fra Tolstrup Kirke via Em og Em til Brønderslev. Den lange rute er blevet forlænget noget, da der ikke kan cykles på Hvidbakvej. Denne tur var på 30 kilometer, og gik ad Stadevej via Flyvbjerg tilbage til Brønderslev. John Brix Bech kan konstatere, at stadig flere kvinder sætter sig i sadlen. Der er nu syv kvinder i klubben. Juniorer er der også for første gang i flere år. Det er Hans Kristian Knold på 15 år og Dan Holm på 16 år, der har meldt sig i klubben. - Vi har cyklet mountain bike, og cyklede med nogle gange i fjor, og nu har vi planer om at cykle fast i klubben, fortæller Hans Kristian Knold og Dan Holm, der dog ikke har planer om at komme på højt plan. Alderspræsidenten er 78-årige Chr. Svendsen fra Tylstrup, der cykler til og fra Brønderslev for at deltage i cykelturene. John Brix Bech udtrykker håb om, at der bliver færre skader i den ny sæson. I fjor var der en del skader. Blandt andet styrtede tre i ét løb. Der er medlemmer, der stadig trækker med skader efter styrt i fjor. Klubbens medlemmer stiller op andre steder end i Brønderslev. Der bliver en Skagenstur i juni, en Silkeborg-tur i august, og i forbindelse med Store Brønderslev Marked afvikles Markedsløbet. Det er i øvrigt 15. gang, Markedsløbet afvikles. Ikke alle cyklister har holdt pause i vinter. - Omkring 20 deltager i spinding i vinter, og enkelte har også luftet deres mountain bike. - Så vi holder konditionen ved lige, siger John Brix Bech.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...